Thorup efter Derby-sejren: En magtdemonstration
Det var en meget tilfreds cheftræner, der gjorde status efter den overbevisende 4-1-sejr i søndagens Derby.
”Alle ved, hvor vigtig en Derbysejr er, og især efter den sæsonstart, vi har fået, så var det en stor forløsning med den sejr i dag. Og den måde, vi fik de tre vigtige point, var jo en magtdemonstration,” sagde Thorup.
”Jeg mindes ikke, at Brøndby havde meget mere end det skud, de scorede på, mens vi selv kunne have lavet mange flere end de fire mål. Indledningen på 2. halvleg var jo et sandt bombardement.”
”Der er mange spillere, jeg kunne fremhæve efter denne fantastiske holdpræstation. Daramy fik et forrygende comeback, og man skulle ikke tro, han havde været væk, men bare stået i kulissen og ventet på at spille med igen. Han fandt lynhurtigt sit gode sammenspil med Victor på kanten.”
”Pep Biel leverer også igen på højt niveau, og nu har han jo scoret fire klassiske 9’er mål i sine seneste to kampe. Ikke de spektakulære, hvor han sætter den via underkanten af overliggeren, men nemme tap-ins, hvor han er på det rette sted, når chancen byder sig.”
”Vores forsvar er også meget solidt i dag. Khocholava kommer ind og afløser Boilesen og spiller en stor kamp ved siden af Vavro, og det er to soldater, der virkelig forsvarer med næb og klør, og vores backs er også stærke i dag.”
”Sådan kunne jeg blive ved, men Zecas comeback var også et stort øjeblik, både for ham og for holdet og for fansene, og det er en stor gevinst at have ham til rådighed igen.”
”Den her præstation i dag sætter en høj standard for holdet, og det sagde jeg også til spillerne efter kampen.”
”Og så må vi ikke glemme igen at takke vores fans for den opbakning, de leverer. Det gør de hver gang, vi går på banen, men den får altid noget ekstra til Derby, og man får jo kuldegysninger, når man går ind til kamp i den kulisse. Det var dejligt, at vi kunne honorere det med god underholdning og en velfortjent Derby-sejr,” sluttede Jess Thorup.