Sidste nyt før Man. City-FCK
Ca. 1.200 FCK-fans i Manchester
Cirka 1.000 fans og 200 sponsorer er klar til at støtte løverne i aften på City of Manchester Stadium, hvor der maksimalt kan være 55.000.
De seneste forlydender går på, at der ikke bliver helt udsolgt, og som en af de lokale bemærkede: "Mange har stadig tømmermænd efter i søndags". Her tænkte han selvfølgelig på Citys knusende 6-3-sejr over United...
Hvis nogen ønsker at tage på den officielle Stadium Tour, så tilbyder Manchester City til og med på fredag 30 % rabat til FCK-fans, hvis man blot fremviser sin udebanebillet ved billetlugen.
Onsdag morgen var det gråvejr og regnvejr, men flere vejr-apps forventer at det holder tørt i aften med temperaturer på 10-12 grader.
Guardiola: Masser af respekt
"Jeg kender deres kvaliteter," sagde Guardiola på tirsdagens pressemøde ifølge klubbens hjemmeside.
"De slår ikke bare lange bolde op på deres angriber, de har både evnerne til at spille og modet til at spille. De har mange muligheder, og jeg er overrasket over, hvor godt de gør det."
Han gav også en trupstatus og forventer, at Kyle Walker ikke bliver klar efter sin skade i søndags, men at Rodri - der også var ude søndag - har det bedre. I forvejen er John Stones ude nogle uger, og Kalvin Phillips har en skulderskade.
Youth League kl. 16
Få hundrede meter fra City of Manchester Stadium spiller vores U19-hold topkamp mod Manchester City, der ligesom vores drenge har max-point efter de første to runder.
Kampen spilles på Manchester Citys Academy Stadium med plads til ca. 5.000 tilskuere.
Læs mere her om truppen - og med link til at du kan streame kampen på vores Youtube-kanal.
Korte facts
Vi spiller i aften i den blå- og sortstribede udebanetrøje, som vi også benyttede i Superliga-udekampene i Aalborg og Viborg. Find trøjen her på fckfanshop.dk
Mens vi har et point for de første to kampe (1-3 i Dortmund og 0-0 hjemme mod Sevilla), har Manchester City max-point efter 4-0 i Sevilla og 2-1 hjemme over Dortmund).
City er ubesejrede i de seneste 21 Champions League-hjemmekampe, og hvis de heller ikke taber i aften, så slår de Chelseas rekord som det engelske hold, der har været længst ubesejret i CL-hjemmekampe
Vi har 11 gange før mødt en engelsk klub i Europa, og statistikken lyder på V1, U4, T6:
- 98/99 Chelsea (h 0-1, u 1-1)
- 06/07 Man. U. (u 0-3, h 1-0)
- 08/09 Man. C. (h 2-2, u 1-2)
- 10/11 Chelsea (h 0-2, u 0-0)
- 16/17 Leicester (u 0-1, h 0-0)
- 17/20 Man. U. (n 0-1 efs)
Litauisk dommerkvartet
Dommer: Donatas Rumšas
Linjedommere: Aleksandr Radius og Dovydas Sužiedėlis
Fjerdedommer: Manfredas Lukjančukas
VAR & A-VAR: Bastian Dankert, Tyskland og Willy Delajod, Frankrig
34-årige Rumšas har dømt en enkelt Champions League-kamp før, mellem Shakhtar Donetsk og FC Sheriff i 2021.
Vi har haft en enkelt dommer fra Lituaen før, Gediminas Mažeika, som både dømte vores hjemmekamp mod Crvena Zvezda i 2019 og vores udekamp mod Atletico Madrid i 2018
TV
Du kan se kampen på TV3+ og Viaplay, der sender optakt fra kl. 19.30.