Victor Kristiansen

Kampreferat: Så svært som forventet

De to hold
Både Jacob Neestrup og Pep Guardiola havde skiftet fem spillere i forhold til weekendens ligakampe, men af forskellige årsager. Hos os var Zeca og Falk skadede, og Cornelius blev sparet inden lørdagens hjemmekamp mod FCN. Victor Kristiansen på back i stedet for Christian Sørensen overraskede næppe nogen, mens mange spærrede øjnene op, da Grabara fik comeback på bekostning af Ryan.

”Jeg var ikke tryg ved at gå ind i de næste ugers kampprogram med kun én matchfit keeper, og derfor skulle Grabara i spil,” forklarede Neestrup bagefter.

Guardiola måtte undvære skadede Kyle Walker, ligesom Rodri heller ikke spillede, men dog sad på bænken, hvor også Foden og De Bruyne tog plads for blot anden gang i sæsonen. I stedet fik Mahrez og Alvarez chancen fra start, og Laporte og Rúben Dias startede i centerforsvaret i stedet for Akanji og Aké.

F.C. København holdfoto


Svære odds
Regnen styrtede ned før kampen, som blev indledt med et minuts stilhed til ære for ofre og pårørende til stadionkatastrofen i Indonesien.

Da vi gav bolden op fra midten, spillede Daramy den tilbage til Khocholava, der sparkede langt frem ad banen og ned til Emerson i City-målet. Og herefter så vi ikke mere til den.

Sådan føltes det i hvert fald her dagen derpå, når disse linjer skrives, men det passer selvfølgelig ikke. Vi gav jo bolden op fem gange mere...

Nå, undskyld denne ironiske distance, men vi hylder jo 90’erne her i vores 30-års jubilæum i 2022, og hvad skal man ellers sige om en kamp som denne. Vi var på forhånd vurderet så tæt på chanceløse, som bookmakerne kan komme med over odds 40 for FCK-sejr.

Vi var også oppe mod verdens nok allerbedste klubhold i øjeblikket, og selv om vi før har mødt verdensklasse-modstandere, så har vi sjældent set så lidt til bolden og været så meget under pres fra 1. til 90. minut.

73%-27% i boldbesiddelse til City, 87-13 i angreb, 799-211 i afleveringer… tallene taler sit tydelige sprog, og det gør slutcifrene på 5-0 også.

Fansene var suveræne
Regnen stilnede af, da kampen gik i gang, men det fik ikke de ca. 50.000 City-fans til at skabe noget, der bare mindede om stemningen i f.eks. Trabzon og Dortmund – for slet ikke at tale om Parken.

Det var vores fans, der sang, heppede og hoppede, og de var kampen igennem lige så suveræne uden for banen, som City-spillerne var på banen.

FCK-fans i Manchester


Tidlig Haaland-kasse
Der var ellers nok at glæde sig over for englænderne – og hvem der ellers støtter klubben – for allerede efter syv minutter lå kuglen i kassen, og selvfølgelig var det fænomenet Erling Haaland, der åbnede scoringen.

Cancelo fik for god plads i højre side og løb ned og spillede bolden fladt ind i feltet, og bolden snittede både Kristiansen og Khocholava, inden den lå for fødderne af Haaland, der også havde lidt for god plads og enkelt klappede den ind uden chance for Grabara.

Erling Haaland scorer


Men deres ”gode plads” kom ikke kun, fordi vi stod forkert, men fordi de bare har den vanvittigt høje klasse der gør, at de finder pladsen, hvor ingen forventer det – og i et tempo, hvor mange andre klubber også har haft svært ved at følge med.

Haaland igen...
Det så man lidt efter den halve time, da Haaland slog til igen. Et City-hjørne blev clearet ud af feltet, hvor Gomez flugtede fladt mellem venner og fjender, og allerede mens bolden var på vej mod mål, positionerede Haaland sig, så han enkelt kunne tappe en eventuel returbold i mål. Og det gjorde han.

Den returbold kan ikke bebrejdes Grabara, som mellem de to mål havde leveret fremragende redninger på en række giftige City-afslutninger og imponerede stort i sin comeback-kamp efter flere måneders fravær.

Kamil Grabara


I det 12. minut fik han dog hjælp af stolpen, da Jack Grealish afsluttede fra spids vinkel, og i det 17. minut var Haalands hovedstød måske ikke helt hårdt og præcist nok, da Grabara greb ham ud.

Men polakken parerede mesterligt i det 23. minut, da Haaland vendte rundt i feltet og fyrede kanonen af efter endnu et smukt og effektivt City-opspil. Og lige inden 2-0-målet reddede han igen fornemt, da Grealish afsluttede fra udkanten af feltet.

Men 2-0-målet kom på et lidt ærgerligt tidspunkt, hvor vi var begyndt at have perioder med bolden. Korte, ganske vist, men alligevel – jo længere vi kunne holde stand, jo bedre, for det stod nok klart for enhver, at det dybest set bare handlede om at begrænse nederlaget og måske selv putte en enkelt ind bag Ederson.

Mohamed Daramy


Uheldigt selvmål
Men City kom også på 3-0 inden pausen ved lidt af en tilfældighed, da Gomez’ flade afslutning først ramte Vavro og siden Khocholava for herefter at ende i netmaskerne. Måske ærgrede Haaland sig også, for han lurede som sædvanlig på en løs bold, så han kunne fuldende sit fjerde hattrick i træk!

David Khocholava


Sådan gik det ikke, men til gengæld skabte vi en ganske god mulighed i 41. minut, da Daramy fandt Jóhannesson med et langt skift til fjerneste stolpe, men islændingen fik desværre ikke ordentligt ram på bolden

Det gjorde Bernardo Silva heller ikke i halvlegens sidste minut, da han skovlede den over mål fra hjørnet af målfeltet, men Grabara var også godt ude og genere ham.

Ísak Jóhannesson


Formationsændring efter pausen
Efter pausen ændrede vi til fem i bagkæden, da Valdemar Lund kom ind i centerforsvaret og Karamoko blev taget ud, og i stedet lå Claesson længst fremme. Samtidig satte City den unge Cole Palmer ind for Haaland.

Kampbilledet fortsatte med City som fuldstændig spilstyrende, og i 51. minut var Palmer tæt på med et godt langskud, men Grabara reddede igen.

I den anden ende skabte vi vores anden lille mulighed i kampen, da Jóhannesson kom godt forbi backen ude i højre side og slog et indlæg, som Kristiansen var lige ved at få ram på ved fjerneste stolpe. Men det blev ved ”lige-ved-og-næsten”.

I stedet begik Stamenic et urutineret straffe, da han holdt for længe om Laporte under en dødbold, og det kostede kampens eneste gule kort. Mahrez levnede ikke Grabara nogen chancer fra 11-meter pletten, men hamrede 4-0-målet ind.

Marko Stamenic


Stadig en ensidig, men flot forestilling
Haraldsson afløste herefter Daramy, og midt i halvlegen kom Ankersen og Mukairu ind for Diks og Claesson. Mukairu tog venstre kanten, og i stedet blev Haraldsson skubbet op foran.

Neestrup var ikke begyndt at tænkte på lørdagens Nordsjælland-kamp – det havde han gjort længe inden kampen, fortalte han åbent og ærligt bagefter.

Den ensidige, men flotte forestilling fortsatte med sikker og hurtig City-boldomgang, og hvis man tog de neutrale fodboldbriller på – dem med blik for spillets æstetik og kvalitet – så var det altså en nydelse at sidde og se dem spille.

Bare ærgerligt det gik ud over os, for selv om alle løb og kæmpede efter bedste evne, så skulle der bare et splitsekunds uopmærksomhed til, før vi blev straffet.

Men midt i deres dominans så vi i det 75. minut vores snit til at køre en kontra, som burde have bragt os på tavlen. Haraldsson spillede Mukairu helt fri i feltet, men i stedet for at afslutte, stoppede han op og tog et træk, og så nåede backen at styre afslutningen over mål til hjørne.

Det var Valdemar Lund til gengæld få centimeter fra at snitte i mål, så pludselig øjnede vi håb om at pynte på resultatet.

Paul Mukairu


0-5 i stedet for 1-4
Minuttet efter trådte City så bare lige på speederen og scorede i stedet til 5-0. Grealish drev bolden ned mod vores felt, og Mahrez spillede Alvarez helt blank foran mål og satte den enkelt.

De næste minutter forsøgte Grealish ihærdigt at smashe tenniscifrene hjem, men de to gode forsøg gik lige forbi mål, og Grealish græmmede sig og forsøgte at finde en grimasse, der kunne passe til den nådesløse kritik, som han har været udsat for i efteråret.

Jack Grealish


30 sekunders tillægstid
Selv om City stadig sværmede omkring vores felt lige til det sidste, så red vi stormen af, men i kampens sidste aktion måtte Grabara dog i aktion igen, da Gomez uden for feltet flugtede direkte på et hjørnespark (!).

Herefter fløjtede den litauiske dommer af efter kun 30 sekunders tillægstid, muligvis ikke i overensstemmelse med fodboldreglerne, men så med boksereglernes "Stop den ulige kamp".

Vi fik i hvert fald en lektion, og der var ingen som helst i FCK-lejren, der kunne se det morsomme i at tabe 0-5. Men vi er også realister, og når man skal rejse sig oven på sådan en kamp, skal der også være plads til lidt galgenhumor.

Vi slap i det mindste også fra en tangering af det rekordstore Milan-nederlag på 0-6 i 1993!

Den smukke Zeca-hyldest
Vi runder af med en endnu stor hyldest til de vores fans, som ikke bare støttede forbilledligt under hele kampen, men også havde denne smukke, men smertelige hilsen med til vores anfører Carlos Zeca.

Fan-hyldest til Zeca