VK: Jeg synes, vi står godt inden Derbyet
20-årige Victor Kristiansen har 66 FCK-kampe på CV'et siden debuten mod Avarta for knap to år siden, og det var givetvis blevet til flere, hvis ikke han havde været skadet en stor del af foråret.
På søndag kan han spille sit sjette Derby, og han går ind til kampen med optimisme på holdets vegne:
Tydeligere retning og stærkere kollektiv
"Efteråret har været lidt rutschebane, men de seneste to Superligakampe har vi været rigtig stærke," sagde Victor efter fredagens træning.
"Det er et FCK-hold med en tydeligere retning og et stærkere kollektiv, og det toppede vi senest mod City i tirsdags, så jeg synes, vi står godt inden Derbyet."
"Vi ved, der altid er ekstra knald på og tryk fra tribunerne, uanset om det er hjemme eller ude, så vi skal ud og gå til stålet og få en god start på kampen. Og ellers gribe kampen, som vi har gjort i de seneste kampe mod City, Nordsjælland og AGF, det vil sige komme ud med et godt, kollektivt udtryk."
"Det er klart, at tre point vil se rigtig godt ud i tabellen, men uanset form og placering i tabellen, så er det en vigtig kamp for fans og byen, så den betyder som sædvanlig rigtig meget."
Helt fortrøstningsfuld
Med Haraldsson i karantæne der endnu en spiller, der ikke er til rådighed på søndag, men det bekymrer ikke VK.
"Jeg tænker ikke så meget over det, vi skal bare ud og spille og vinde. Når vi med seks spillere på 19-20 år kan lave så fantastisk en præstation mod City, så viser det bare, hvor langt vi er kommet med talentarbejdet og hvor dygtige alternativerne er i truppen. Så jeg er helt fortrøstningsfuld."
Victor spillede selv sin første kamp fra start i et ude-Derby, så han ved hvad det vil sige at skulle ud og spille store kampe på et tidligt tidspunkt i seniorkarrieren.
"Det var fedt at se, hvordan de andre fik beskeden om, at de skulle starte mod City, og hvordan de håndterede det. Jeg har selv stået i den situation, så det var fedt bare at kunne give dem et klap på skulderen og sige, at det kommer til at blive skidegodt," sluttede Victor Kristiansen, der på søndag har præcis to måneder sin 20 års-fødselsdag.
Se kampen på Bar
Se med på søndag, hvor TV3+ og Viaplay sender optakt fra kl. 12.00. Du kan f.eks. se kampen på Bar på Øster Alle-hjørnet mellem B- og C-tribunen - der er åbent fra kl. 12 på søndag.