Mohamed Daramy

Rundt om Lyngby-kampen

Søndag aften tog løverne endnu et lille skridt frem i tabellen med 3-0-sejren over Lyngby - vores sjette Superligakamp i træk uden nederlag, efter Jacob Neestrup tog over som cheftræner.

FCK-Lyngby match summary


Tre mål
Det var første gang, vi scorede tre mål i en kamp, siden sidst vi mødte Lyngby den 19. august.

Tilskuerrekord til Lyngbykamp
Det var vores bedst besøgte Lyngbykamp nogensinde: 26.043 tilskuere i går er ca. 1.000 flere end den hidtidige rekord fra 27. maj 2001, hvor der kom 25.016.

Det er de eneste to gange, vi har haft over 20.000 til en Lyngbykamp.

Sektion 12
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK


Falk 250
Rasmus Falk kom ind til sin FCK-kamp nr. 250, hvilket kun syv andre FCK’ere har opnået. Havde det ikke været for længere skadeperioder i 2017 (operation for træthedsbrud i foden), i efteråret 2021 samt i denne sæson, så havde han allerede været helt oppe i Top 3.

Rasmus Falk
Rasmus Falk rundede 250 kampe for F.C. København. Foto: Marvin Ibo Güngör, GES Sportfoto via Getty Images


Lerager - ni i træk med fuld tid
Lukas Lerager spillede sin niende kamp i træk fra start til slut. Det har ingen af vores midtbanespillere gjort, siden Rasmus Falk i foråret 2022, hvor han nåede ti i træk.

Lukas Lerager
Lukas Lerager - ni hele kampe i træk. Foto: Jan Christensen, Getty Images


Cornelius - kom ikke fra J-dag
Andreas Cornelius startede inde for første gang siden AGF-kampen den 2. oktober. Efter en halv times tid måtte han kaste op nede på banen, og Haraldsson gjorde sig klar, mens Corner fik behandling og var en tur uden for banen. Man kunne se Neestrup tale med Corner, inden han gik ind og spillede videre, men det var ikke for at høre, om han var OK...

”Da vidste jeg ikke, at han havde kastet op, jeg sagde bare til ham, at han skulle gå tidligere i pres, og han svarede, at jeg gør alt det, jeg kan," smilede Neestrup bagefter.

"Han havde ikke haft det så godt op til kampen, men han er F.C. København og giver alt, så skal der kastes op, så gør han også det. Men jeg tror, han havde glemt det et minut efter det var sket.”

”Det ligner jo, jeg havde været til J-dag i fredags,” grinede Corner. ”Jeg ved sgu ikke lige, hvad der skete. Jeg fik bare dårlig mave, og så var der noget, der lige skulle op, og så var jeg faktisk frisk bagefter.”

Andreas Cornelius
Andreas Cornelius gav alt... Foto: Jan Christensen, Getty Images


Hákon på tavlen igen
Hákon Arnar Haraldsson behøvede ikke afløse Cornelius efter en halv time, men kom på banen efter en times spil - og scorede for anden kamp i træk, selv om han denne gang startede på bænken efter syv kampe i startopstillingen.

Hákon Arnar Haraldsson
Hákon scorede for anden kamp i træk, da han øgede til 2-0 mod Lyngby. Foto: Gaston Szerman, FCK.DK


Daramy Carlsbergs Man of the Match
Mohamed Daramy blev en sikker vinder af Carlsbergs Man of The Match med 541 stemmer - foran Roony Bardghji med 358. Herefter fulgte Corner og Clem.

Daramy Carlsbergs Man of the Match