Fokus på AGF
Søndag kl. 14 spiller vi årets sidste turneringskamp - nr. 44 siden forårspremieren mod OB den 20. februar - mod AGF på Ceres Park, hvor vi allerede har udsolgt på vores udeafsnit.
AGF denne sæson
Efter et premierenederlag i Brøndby hentede AGF 13 point i de næste fem runder (V4, 1U) og nåede op på andenpladsen i tabellen, inden kurven knækkede.
Efter 6. spillerunde fulgte fem nederlag i seks kampe, inden de har stabiliseret sig lidt med tre uafgjorte og en sejr i de seneste fire kampe.
De er dog røget ud af Top 6 og ligger nummer syv inden weekendens kampe, men som alle ved, er midterfeltet i 3F Superliga bredt og tæt, og kun tre point skiller os selv på tredjepladsen og Brøndby på 10. pladsen.
Med en sejr på søndag går AGF således forbi os i tabellen inden vinterpausen.
AGF ude af pokalen
Torsdag aften røg AGF ud af 1/8-finalerne i DBU Pokalen efter 0-2 hjemme mod FC Nordsjælland. Tidligere i turneringen slog aarhusianerne Vatanspor 8-0 i 2. runde og AB 3-0 i 3. runde.
Indbyrdes statistik
Det er kun halvanden måned siden, vi mødtes i Parken i Jacob Neestrups cheftræner-debut og vandt 1-0. En sejr, der betød at vi siden 2010 stadig kun har tabt to gange til AGF (begge gange i sommeren 2020, en i Parken og en i Aarhus), mens de øvrige kampe er endt med 20 sejre og 12 uafgjorte.
I evigheds-statistikken har vi i øvrigt vundet præcis halvdelen af alle kampe mod AGF: 44 sejre i 88 kampe, mens 25 er endt uafgjort, og aarhusianerne har vundet 19.
AGF Superliga-statstik
- Fuld spilletid: Jesper Hansen og Yann Bisseck
- I start-11 hver gang: Patrick Mortensen
- Flest kampe derudover: Tobias Mølgaard, Thomas T. Kristensen, Nicolai Poulsen og Mads Emil Madsen hver 15
- Flest gange indskiftet: Frederik Brandhof 12
- Flest gange udskiftet: Sigurd Haugen og Tobias Mølgaard hver 12
- Flest mål: Patrick Mortensen 9
- Flest assist: Kevin Yakob 3
I den seneste Superligakamp ude mod Viborg startede AGF således:
Patrick Mortensen, Sigurd Haugen
Eric Kahl, Mikael Anderson, Mads Emil Madsen, Nicolai Poulsen, Tobias Mølgaard
Yann Bisseck, Frederik Tingager, Thomas T. Kristensen
Jesper Hansen
I torsdagens pokalkamp hjemme mod FC Nordsjælland:
Jelle Duin
Mikael Anderson, Kevin Yakob
Eric Kahl, Nicolai Poulsen, Mads Emil Madsen, Gift Links
Yann Bisseck, Frederik Tingager, Tobias Mølgaard
Jesper Hansen
(Kilder: fck.dk, Superliga.dk/OPTA, nipserstat.dk, superstats.dk)