William Clem

William Clem forlænger og rykkes op

F.C. København har forlænget kontrakten med William Clem, så den nu løber til sommeren 2027. Samtidig rykker Clem op i Superligatruppen.

William Clem har taget turen gennem Talentafdelingen, siden han som 12-årig kom til klubben. Han fik seniordebut i pokalkampen mod Hobro i efteråret, og kort efter startede inde i Champions League kampene mod Sevilla og Dortmund:

PC: Han har grebet sin chance
”Alle, der har arbejdet med ham ved, at han har evnerne, men det kræver også en stærk mentalitet og karakter at træde ind på den helt store scene, som William har gjort det," siger sportsdirektør Peter Christiansen.

"Han har grebet sin chance, og han har helt sikkert potentiale til at blive en topspiller, hvis han fortsætter sin udvikling i de kommende år."

”Det er som bekendt et vigtigt element i vores strategi, at vores talentafdeling skaber spillere, der er dygtige nok til at bidrage til, at vi opnår vores målsætninger. Det har Clem bevist, at han er i stand til, og derfor er det logisk for os at lave en ny aftale og gøre ham til fast førsteholdsspiller,” siger Peter Christiansen.

Clem: Trives virkelig godt i klubben
For William Clem har det været en logisk beslutning at forlænge aftalen med F.C. København:

”Jeg trives virkelig godt i klubben, hvor jeg er blevet vist stor tillid og hele tiden udvikler mig i et godt miljø," siger Clem.

"Holdet har virkelig hjulpet mig meget med hurtigt at falde til, og de har gjort det nemt for mig at bringe mine styrker i spil."

"Det er et perfekt sted for mig at bygge videre på min udvikling, og jeg har stadig masser at lære. Jeg kan ikke se et bedre sted at gøre det end i FCK, hvor der er dygtige holdkammerater og trænere, og jeg kan være i en klub, jeg elsker at være en del af,” siger William Clem.

Neestrup: En moderne midtbanespiller
For cheftræner Jacob Neestrup er Clem allerede en velintegreret del af truppen:

”William er et meget stort talent med en meget høj spilintelligens og modenhed i sit spil," siger Neestrup.

"Han er en moderne midtbanespiller, der er stærk taktisk og har en rigtigt god fornemmelse af kampene, og hvilke beslutninger, han skal træffe både med og uden bold."

"Han har stadig mange ting, han kan blive endnu bedre til, men fundamentet er stærkt, og han arbejder seriøst hver eneste dag, så det her er kun starten for ham,” siger Jacob Neestrup.
 

William Clem