Viktor Claesson

Claesson ser frem til gensynet med Elfsborg

Lørdag kl. 18 spiller vi den første af tre træningskampe i Portugal, og for Viktor Claesson bliver det første gang, han står over for sin tidligere klub, IF Elfsborg.

“Jeg spillede i Elfsborg i fem sæsoner, inden jeg tog til Rusland og Krasnodar i 2017,” fortæller Viktor Claesson, der oprindeligt er fra Värnamo, hvor han indledte karrieren, indtil han tog til Elfsborg.

“Vi vandt mesterskabet i min første sæson i klubben i 2012, og i 13/14-sæsonen var vi i Europa League-gruppespil og vandt også den svenske pokalturnering den sæson.”

“Vi slog blandt andet Nordsjælland på vej til gruppespillet, hvor vi også mødte Esbjerg.”

>> Se alt vores content fra træningslejren

Følger fortsat klubben
Claesson har fulgt med i hvordan det går Elfsborg, efter at han forlod klubben:

“Det plejer at være et hold, som spiller hurtigt, de ligger og venter og så er de hurtige i kontraer og på kanterne, så det er nok noget af det, vi kan forvente os. Jeg mener, at de oftest spiller 4-3-3,” siger han.

“Jeg har stadig kontakt med et par spillere fra dengang, og nu er der også kommet nogle tilbage til klubben. Johan Larsson, som har spillet i Brøndby, og Nicklas Hult og Sebastian Holmén er også kommet tilbage, og så har Per Frick været i klubben hele tiden.”

En del danske relationer
Claesson husker også, at der var en del danske spillere i klubben.

“Kevin Stuhr-Ellegaard var der, men jeg var der, han er jo fra København og har fortalt mig, at han som ung spillede i KB. Anders Randrup og Mikkel Beckmann var der også,” husker Claesson.

Flere tidligere Elfsborg-spillere har også været i F.C. København, men det var før Claessons Elfsborg-periode, at vi havde fornøjelsen af Tobias Linderoth og Fredrik Berglund og senere også Johan Wiland. Og så har vores egen Jesper Christiansen også været i Elfsborg, inden Claesson kom.

Den nuværende Elfsborg-trup tæller også et par danske spillere, André Rømer og Jeppe Okkels, og dem og resten af dagens Elfsborg-hold ser vi nærmere på i en optakt fredag.

Stream kampen på fck.dk
Husk, at du kan streame Elfsborg-kampen på lørdag her på fck.dk - der er kickoff kl. 18.00 dansk tid (kl. 17.00 lokal tid i Portugal).