Neestrup: Vi vil vinde pokalen i år
Der er ingen tvivl om målsætningen for F.C. København i årets pokalturnering, hvor det kun er et trofæ til sidst, der tæller. Det understreger cheftræner Jacob Neestrup før den første af to kvartfinalekampe mod Vejle onsdag aften i Parken:
”I F.C. København spiller vi for at vinde titler og det er alt for længe siden, at vi har vundet pokalen, så det er et stort mål for os her i foråret. Vi ved, at det kræver al vores fokus, og derfor handler alt om at få en sejr mod Vejle, så vi tager derover med et godt udgangspunkt inden returkampen. Derfor betyder det også meget for os, at der kommer så mange som muligt i Parken, så rammen er med til at løfte det hele,” siger Jacob Neestrup, der har respekt for den modstander, der venter:
Vi skal ramme vores niveau:
”Vejle er et Superligahold i 1. division, og det viser tabellen også. De har et fint mix af erfaring og talent, og ligner et hold, som er sat godt op til alle kampe. Det fortjener altid vores respekt,” siger Jacob Neestrup, der sammen med holdet kommer til kampen med en sejr over AaB i søndags i bagagen:
“Jeg er meget tilfreds med måden, vi eksekverede seneste hjemmekamp mod AaB, og jeg har en forventning om, at vi kan ramme vores niveau i morgen,” slutter Jacob Neestrup.
Husk at alle sæsonkortholdere og abonnenter har adgang til kampen, der fløjtes igang kl. 20.00.