Kampreferat: Otte gyldne minutter vendte slagets gang
De to hold
I forhold til OB-kampen startede Kevin Diks, David Khocholava, Viktor Claesson og Jordan Larsson i stedet for Christian Sørensen, Valdemar Lund, William Clem og Diogo Goncalves. Horsens var uden karantæneramte Magnus Riisgaard og gav comeback i målet til Matej Delac efter en lang skadepause.
Tidligt Horsens-mål
Efter syv kampe i træk med clean sheet gik der mindre end to minutter, før Anders K. Jacobsen bragte hjemmeholdet foran. Han opsnappede en upræcis Diks-aflevering og levede op til prædikatet ”en snu ræv” med et smart, fladt langskud, som strøg i mål tæt op ad den ene stolpe.
Umiddelbart så det dog ikke ud til at ryste os, og vi satte et fint angreb op, da Claesson headede et fint Jordan Larsson-indlæg næsten hen til den fri Haraldsson, men Delac var først på den.
Kort efter var det dog tæt på 2-0, da David Kruse lagde bolden til rette for Thomas Santos i feltet, men Vavro afværgede inde på målstregen, da Grabara var passeret.
Holdene skiftedes til at dominere
Siden dominerede vi dog spillet hen til midten af halvlegen, men uden rigtig at komme til chancer, og i stedet tog Horsens over og udnyttede også, at vi mistede lidt for mange bolde rundt om på banen.
Efter 25 minutter fyrede Musonda godt af uden for feltet, men Grabara fik fingerspidserne på bolden, der strøg lige over mål til hjørnespark.
Horsens dominerede de næste ti minutter, inden vi fik lidt fat igen, og i 37. minut lignede det mistænkeligt meget et straffespark til Claesson, da Malte Kiilerich havde godt fat i ham tæt under mål, hvor det ellers lignede en sikker scoring fra svenskeren.
Vavro og Haraldsson havde også afslutning inden pausen, men alt i alt var det svært at indvende noget mod, at hjemmeholdet var foran.
Efter pausen gik det stærkt
Efter pausen byttede Jelert og Diks plads, og det samme gjorde Claesson og Haraldssson, ligesom Lerager blev skubbet længere frem i forreste linje – og vi kom rigtig godt ud og lagde pres på dem, og lige pludselig gik det stærkt!
Først fik Vavro bolden fra Daramy midt på deres halvdel, tog et par træk og fyrede af, og kanonkuglen studsede lumsk på det ujævne underlag, så Delac ikke fik fat i den. En meget rørt Vavro jublede foran vores ellevilde fanafsnit og dedikerede bagefter målet til hans bedstefar, som desværre var gået bort i løbet af ugen.
Fire minutter senere bragte Haraldsson os foran efter et virkelig flot opspil, hvor Khocholava løftede bolden ind i feltet, hvor Claesson og Lerager jagtede den.
Det gav Falk en skudchance, som blev blokeret, men Haraldsson fulgte op og sparkede returbolden ind til 2-1.
Og da jublen havde lagt sig, jagtede vi videre og øgede bare to minutter senere efter endnu et flot mål. Haraldsson udnyttede sin mere tilbagetrukne rolle til et fremstød, hvor han spillede 1-2 med Claesson og sendte et fladt indlæg ind foran, hvor Jordan Larsson kastede sig ned og styrede bolden ind til sit første FCK-mål og stillingen 3-1.
Sejren kørt sikkert hjem
Efter en times tid var Haraldsson ved at øge efter forarbejde af Daramy, men en forsvarer nåede i sidste øjeblik at tackle til hjørne. Kort efter serverede islændingen en friløber til Jordan Larsson, men Delac nåede godt ud i ham og afværge.
Da havde William Clem afløst Falk, og siden kom Diogo Goncalves også ind for Jordan og lidt senere Valdemar Lund og Andreas Cornelius for Khocholava og Haraldsson.
En enkelt Horsens-reducering kunne selvfølgelig tænde håbet hos hjemmeholdet og skabe spænding, men efter pausen var de bragte stort set aldrig oppe og true vores forsvar.
Først i 81. minut var der fare på færde, men Simon Makienok tøvede for længe og endte med kun at få hjørnespark ud af en ellers ganske god mulighed. Lidt inde i de fem minutters tillægstid fik de også et frispark lige uden for feltet, som indskiftede Aron Sigurdarson sparkede lige ind i favnen på Grabara.
Jelert på tavlen i "sidste øjeblik"
Så vi havde ikke de store problemer med at køre sejren hjem – og i allersidste minut kom Elias Jelert på tavlen for første gang. Fra baglinjen forsøgte Daramy at finde Corner inden foran med et fladt indlæg, men en forsvarer snittede det ud i feltet, hvorfra Jelert bankede bolden ind til slutresultatet 4-1.