Christian Sørensen

Stimen stoppede i Randers

Den første Superliga-nederlag siden september blev søndag en realitet i Randers, da Jakob Ankersen scorede et sent sejrsmål for værterne.

De to hold gik til pause uden scoringer, men hjemmeholdet havde de fleste muligheder, enten efter dødbolde eller kontraer efter københavnske boldtab. Deres største mulighed kom allerede efter ti minutter, men Grabara præsterede en fantastisk dobbeltredning efter et Randers-hjørne. Senere tog en stærkt spillende Grabara sig også af et Randers-frispark helt oppe i krogen.

Vi havde bolden meget af halvlegen, men uden at komme til ret meget. Den største chance faldt midt i halvlegen, da Haraldsson ikke ramte bolden ordentligt, da Diogo spillede ham fri midt for mål.

Løverne satte sig på tingene fra 2. halvlegs start og havde flere farlige forsøg. Diogo var tæt på med en hård afslutning, der dog blev blokeret af en Randers-forsvarer. Tættest på var Viktor Claesson, der med et afrettet skud ramte ydersiden af stolpen.

Den bedrift gentog Randers kort efter, da indskiftede Stephen Odey også ramte træværket - dog indersiden - efter et boldtab af Rasmus Falk. Men bolden sprang ud til Kamil Grabara igen. Den indledende københavnske dominans forsvandt langsomt ud som halvlegen skred frem.

Lukas Lerager havde et godt spark lige på Carlgren ti minutter før tid, men til sidst gik det helt galt. Udenfor feltet flugtede Jakob Ankersen en returbold fra et hjørnespark i nettet helt ude ved stolpen - uden chance for Grabara.

I tillægstiden var både Daramy og Lerager tæt på scoring, men den ubesejrede stime siden efteråret sluttede søndag - og det første Superliga-nederlag med Jacob Neestrup som cheftræner var altså en kendsgerning.

Søndag kl. 16 skal vi tilbage på sejrssporet mod Viborg FF i Parken - du kan sikre dig pladser til kampen her på billet.fck.dk