’SMIL’-trøjerne indbragte næsten 500.000 kroner
Det samlede beløb for ’SMIL’-dagen i Parken er landet på 478.396,- kroner.
Søndag den 16.april gik Superliga-spillerne på banen med special-tegnet navne og nummertryk på ryggen. Disse trøjer er skabt i samarbejde med børnene fra SMILfonden og vores stadionpartner 3 Danmark.
"Det er et utrolig flot resultat, som gør os meget stolte. Vi er glade for det samarbejde, som vi har sammen med 3 og SMILfonden, og det har været dejligt at mærke opbakningen fra alle omkring dette samarbejde. Men mest af alt har vi været glade for at have givet børn og deres familier nogle gode oplevelser i og omkring Parken," fortæller Jacob Lauesen, direktør i F.C. København.
’SMIL’-dagen i Parken bød også på spilleropråb fra børn fra SMILfonden, mens indløbsbørnene også var fra SMILfonden.
>> GENOPLEV DAGEN LIGE HER
Det samlede beløb indeholder udover auktionen også donationer fra gæster i Parken til kampen mod Viborg FF, samt et stort bidrag fra F.C. Københavns spillertrup. Auktionen for trøjerne blev holdt i samarbejde med lauritz.com, og blev afsluttet søndag aften.
Alle indtægter fra auktionerne går direkte og ubeskåret til SMILfonden. Lauritz.com har valgt at donere involverede salærer og gebyrer fra auktionen til det gode formål.