Jordan Larsson

Kampreferat: Nr. 1 igen efter dejlig Derby-revanche

Et udfordret mesterhold
Efter at vi mistede førstepladsen efter sidste uges nederlag i Farum – og havde Diks og Vavro i karantæne og Diogo på skadelisten – så var vi lidt mere end normalt udfordrede til dette Derby.

Neestrup & trænerteamet stillede derfor i en 3-5-2 formation med Ankersen, Stamenic og Lund i det centrale forsvar og Jelert og Sørensen som wingbacks med Lerager. Clem og Haraldsson centralt, mens Claesson og Daramy lå oppe foran. En disposition, som Neestrup begrundede med, at med folk på uvante positioner i bagkæden, så skabte det mere sikkerhed at spille med tre stoppere i stedet for to.

FCK-fans i Brøndby
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Vi var tydeligvis heller ikke taget til Brøndby for at dominere fra start, og derfor havde hjemmeholdet også bolden i det meste af det første kvarter.

Indledende Brøndby-dominans
Allerede i 3. minut fik Claesson et gult kort, da han havde for højt ben i en duel med Winther og ramte ham i hovedet, så han måtte ud nogle minutter for at blive syet. Han var dog ikke mere medtaget, end at han stod for de blå-gules eneste småfarlige forsøg, da han flugtede en forlænget Wass-dødbold i sidenettet efter et kvarters spil.

Kort efter fik Valdemar Lund også et tidligt gult kort efter et frispark på Kvistgaarden midt på banen, men det har den unge stopper jo prøvet før, og det håndterede han igen fint i den uvante centertrio med Ankersen og Stamenic.

1-0 på Claesson-perle
Vi fik også et dejligt rygstød, da Viktor Claesson headede os foran i det 18. minut! Daramy spillede Jelert i højre side, og på hans fine indlæg steg Claesson til vejrs i udkanten af feltet og dirigerede bolden over i det fjerneste målhjørne uden for Hermansens rækkevidde.    

Viktor Claesson
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK


Siden fulgte en god københavnsk periode med et par hjørnespark og andre indlæg, og Winther trak også et gult kort, da ingen af hans medspillere lykkedes med få ram på Daramy i et kontraløb på midten.

Efter en halv times tid svingede initiativet igen over til hjemmeholdet, men de havde stadig meget svært ved at skabe noget som helst mod en solid og koncentreret FCK-organisation, der heller ikke gav ved dørene.

Marko Stamenic
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Daramy-skade kort før pausen
Intet var selvfølgelig afgjort endnu, men gameplanen holdt foreløbig – indtil Daramy måtte lade sig udskifte nogle minutter før pausen, da han mærkede noget i baglåret.

Jordan Larsson kom ind i tillægstiden, hvor Brøndby nåede at sende et småfarligt indlæg gennem feltet, men Kvistgaarden ramlede ind i Valdemar Lund foran mål, og bolden passerede til målspark, og vi gik til pausen foran 1-0.

BIF-udligning på straffe
Kampbilledet var det samme efter pausen. Hektisk og intenst, men ikke en decideret velspillet affære. Brøndby var meget på bolden, og stadig uden at blive farlige, men ti minutter efter pausen fik de straffe, da Ankersen gik ned i en glidende tackling på Kvistgaarden i udkanten af feltet.

Peter Ankersen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Vi protesterede voldsomt, og det hører vel også med til spillet, når det hele koger, og man fører 1-0 på udebane, men når man ser den i slow, lignede det et straffe, selv om Ankersen også ramte bolden. Omoijuanfo satte bolden sikkert ude ved stolpen til højre for Grabara, der gik til venstre.

Valdemar Lund, Lukas Lerager og Peter Ankersen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Stærk FCK-reaktion
Det var jo lige det, der ikke måtte ske – at de kom i gang på en ”tilfældig dødbold”, men vi svarede omgående stærkt igen og burde nok have bragt os foran nogle minutter efter, da Valdemar Lund i helt fri position headede forbi mål på en Sørensen-dødbold.

Valdemar Lund
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Men selv om vi var godt med i kampen nu, skabte Brøndby også en stor mulighed – den største og vel eneste store chance i åbent spil i hele kampen – da Radosevic spillede Kvistgaarden helt fri i feltet, men Grabara reddede med en fremragende fodparade.

Jordan på pletten
Man nåede lige at tænke, at nu fik hjemmeholdet ny energi, da Claesson sled bolden til sig midt på deres halvdel og spillede Falk, der efter udligningen afløste Haraldsson. Han sendte Sørensen til baglinjen, og på hans flade indlæg styrede Jordan Larsson kuglen i kassen tæt under mål.

Jordan Larsson
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK


Nu var vi ovenpå igen, og denne gang blev vi siddende på kampen. Brøndby formåede ikke at komme tilbage i kampen, før Wass lavede et vanvittigt bagholdsangreb på Elias Jelert, som i første omgang fik dommer Redder til at trække gult, men det blev ændret til et direkte rødt.

Det voldsomme frispark udløste – selvfølgelig – et mindre skænderi og lidt tumultagtige scener, som kostede gule kort til Tshiembe og Stamenic samt til Haraldsson, der var røget op fra bænken og havde blandet sig – hvilket sender de to i karantæne sammen med Claesson næste søndag.

Jacob Neestrup
Foto: Gaston Szerman, FCK.DK

”Spillerne skal ikke høre et ondt ord om de gule kort,” sagde Neestrup bagefter. ”Det er Derby, og de vil bare vinde SÅ meget. Jeg råbte kun ad Hakon, fordi jeg troede han havde gult i forvejen, så han ikke fik et rødt kort.”

Back-to-back: Jelert til Sørensen og 3-1
Spillet var dårligt sat i gang igen, før vi definitivt lukkede kampen med et (wing)backmål. Falk satte det op med et par træk i Brøndby-feltet, før han lagde bolden ud til Jelert, og på hans indlæg headede Sørensen bolden ind til 3-1. Back-to-back!

Christian Sørensen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Jelert var også lige ved at afslutte en flot solotur langs baglinjen med en scoring, men det blev ikke til mere – vi kørte sejren hjem uden problemer og festede naturligvis med fansene bagefter. Ikke ”til den store guldmedalje”, for der er stadig lang vej endnu.

Da Nordsjælland bagefter spilede 1-1 i Aarhus, så generobrede vi førstepladsen med tre runder igen – et point foran FCN og fire point foran AGF, som kommer til Hovedstaden om en uge. Men først skal vi lige spille pokalfinale på torsdag – uden karantæner.

Jubel efter Derby-sejren