Kampreferat: En søndag uden nerver – og med fest og farver og farvel

”Vi har brug for tre grimme sejre mere,” sagde Neestrup efter pokalfinalen mod AaB. Heldigvis fik han ikke ret denne gang, for vi behøvede kun to, og derfor har vi alle haft en dejlig uge og vågnede op til søndagens sæsonafslutning helt uden at have nerverne uden på festtøjet.

København viste sig fra sin smukkeste side, da tusinder af fans samledes under den blå hovedstadshimmel til fanmarch fra Rådhuspladsen og fanzone i Fælledparken for til sidst at fylde Parken i et omfang, vi ikke har set siden kapaciteten blev reduceret efter ombygningen af D-tribunen i 2009: 35.820 er det højeste tilskuertal til en Superligakamp siden dengang.

De kom for at hylde de danske mestre og pokalvindere, og det varmede mange københavner-hjerter at se den flotte tifo på Sektion 12: KJØBENHAVNERPRIVILEGIUM. En smuk reference til vores ene moderklub, Kjøbenhavns Boldklub, som hidtil har været ene om at have vundet 15 mesterskaber. Det tog dem 67 sæsoner – FCK gjorde det på 31.

Det føles også som et privilegium at overvære et så smukt og følelsesladet farvel, som vores mangeårige anfører fik denne søndag.

Ud over den enorme vokale udladning fra tribunerne fik han også lov til at starte inde for 194. og sidste gang – og han bar anførerbindet for 154. gang, hvilket er klubrekord. Og det er vel også en rekord, at han kun nåede at spille 8 sekunder…

Jordan Larsson gav bolden op ved at trille den tilbage til Zeca, som tæmmede den – spillede en 1-2 med Rasmus Falk – og herefter sparkede bolden ud over sidelinjen. Herefter fulgte et meget rørende og tårevædet farvel, hvor han krammede holdkammeraterne en efter en, inden han blev udskiftet med William Clem, mens Zeca-brølene tordnede fra tribunerne.

Kaptajner skal gå fra borde som den sidste, når skibet er ved at synke – men når skibet sejler støt og stolt mod nye horisonter med guld i lasten, må man gerne gå i land som den første og overlade roret til den øvrige besætning. Obrigado, Capitano!

Men lad os ikke glemme, at vi også sagde farvel til Kalle Johnsson og Marko Stamenic, som også begge har kontraktudløb.

Kalles karriere taler for sig selv og blev også husket og påskønnet af fansene denne eftermiddag, og Marko nåede i sine kun 23 kampe at give mange prøver på sit store potentiale, ikke mindst da han for tre uger siden startede inde for første gang i år og på suveræn vis styrede fem-mands-forsvaret i den vitale udesejr i Brøndby.

Og så skal vi også have med, at 3F Superliga kårede Viktor Claesson som årets spiller, og at Fanklubben havde valgt Kamil Grabara som årets spiller – og han fik samtidig overrakt Det Gyldne Bur som det synlige bevis for anerkendelsen fra hans keeperkolleger i Danmark.

Men der blev også spillet fodbold om point i det, man med et ældre udtryk kan kalde en strid om kejserens skæg. Altså noget, der er ligegyldigt...

Randers kunne dog forbedre sin sjetteplads til en femteplads, men medaljer og europæiske placeringer var ikke et tema denne dag. Og efter den sæson, vores spillere har været igennem, skal de ikke høre et ondt ord for, at der manglede nogle procenter i dag.

Når det er sagt, blev det alligevel en underholdende, afvekslende og chancerig affære, hvor 3-3 nok havde været mere retvisende. Lad os tage en hurtig gennemgang.

I de første 12 minutter dominerede vi fuldstændig og satte flere gode angreb op, og tættest var Vavro og Diks efter hjørnespark, men begge afsluttede forbi mål.

Mere nåede vi ikke, før den traditionelle badedyrstifo medførte ca. tre minutters spilstop, og siden kom Randers mere med i kampen, og Carl Johansson fik en stor hovedstødschance, da vi glemte at dække op på et indkast, så Babayan uhindret kunne slå et indlæg.

Spillet bølgede nu frem og tilbage, og efter en halv times spil fik Diogo en kæmpe mulighed, da Kopplin missede en tværbold fra Daramy, men portugiseren skød tæt forbi.
 
Nogle minutter senere fik vi en situation, vi gerne havde undværet, da Clem kom for sent i en tackling og stemplede Mads Enggård, der efter flere minutters behandling måtte hjælpes fra banen, men scanningerne viste heldigvis, at foden ikke var brækket, som man først frygtede.

Ingen betvivler, at det ikke var Clems hensigt at skade sin U19-landsholdskammerat, men den voldsomme aktion kunne godt have udløst mere end et gult kort.

De sidste 10-15 minutter inden pausen var Randers toneangivende, og især Stephen Odey var aktiv med flere afslutninger. Men begge hold manglede skarphed i feltet, så da vi tog hul på de otte tillægsminutter, lignede det en målløs 1. halvleg.

Diogo fik ellers endnu en god mulighed efter kvikke kombinationer mellem Jelert, Falk, Clem og Claesson, men fra spids vinkel skød han lige på Carlgren.

I stedet slog Randers til efter et kontraangreb, hvor Stephen Odey firsttimede et fladt indlæg ind ved forreste stolpe efter flot forarbejde af Babayan ude i højre side.

William Kaastrup, som Randers hentede i Talentafdelingen i vinter, fik også en god chance inden pausefløjtet, men Grabara dykkede godt ned og reddede.

2. halvleg bød på endnu flere chancer i begge ender! Allerede efter få minutter blev Diogo spillet fri i feltet af Jelert, men skød lige på Carlgren, og kort efter sejlede vi lidt rigeligt rundt i eget forsvar, inden Simen Nordli til sidst fik bolden i nettet, men flaget var oppe for offside i opspillet.

Vi smed dog hurtigt bolden væk igen, og Grabara måtte hive en af de store redninger frem, da Odey fra nært hold headede mod mål på et Babayan-indlæg. Lidt efter var nigerianeren igen tæt på at blive dobbelt målscorer, men sparkede over mål efter en giftig kontra.

Ti minutter efter pausen sendte vi Sørensen, Haraldsson og Roony ind for Lund, Falk og Daramy, og Diks trak ind i centerforsvaret, mens Sørensen tog sin sædvanlige venstre back.

Efterhånden fik vi bedre greb om kampen, og midt i halvlegen havde både Roony og Diks muligheder for at udligne, og Jelert testede også Carlgren, der reddede til hjørne.

I den anden ende var Odey dog ikke helt færdig og fik i 67. minut en stor kontramulighed, men afsluttede for svagt på Grabara, der holdt skuddet.

Tyve minutter før tid kom Cornelius ind for Jordan og bragte noget fysik og luftstyrke oppe foran, men han nåede vist kun at røre bolden et par gange, inden vi reducerede i 83. minut.

Vi havde ellers mistet bolden i et angreb, men indskiftede Adam Adamsson sparkede den lige hen til Sørensen. Haraldsson tog over og spillede Claesson fri i feltet, og efter et kort træk fangede han Carlgren på det forkerte ben med et tørt, præcist spark.

Siden pressede vi yderligere på for et sejrsmål, og Diks havde en stor hovedstødschance på en dødbold, og i 90. minut ramte Roony overliggeren efter et skarpt træk og en god afslutning med højre.

I de fem minutters tillægstid jagtede vi stadig et sejrsmål, men det blev ved 1-1, og pointdelingen også en rimelig udgang på den underholdende og chancerige affære.

Festen fortsatte i Parken med pokalløft og hyldest - pokalen båret ind af vores første cheftræner, Bneny Johansen - og herefter var der stor fest i Fanzonen i Fælledparken.

Nu venter tre ugers velfortjent sommerferie for spillerne og staben, inden de møder ind på Nummer 10 igen den 26. juni.