Jacob Neestrup

Neestrup fortæller om planerne for de næste uger

Efter at have brugt den første dag efter ferien på en række forskellige tests var spillerne i dag på græs til den første af mange træningsdage, inden det går løs i 3F Superliga om små fire uger.

“Først og fremmest handler det jo lige om at se, hvor spillerne er fysisk, men umiddelbart ser det godt ud,” sagde Jacob Neestrup, da vi bad ham sætte nogle ord på, hvad der venter i den kommende tid.

“Selv om vi mangler en del landsholdsspillere som først kommer på søndag, så handler det om at få trænet så godt som overhovedet muligt på den adfærd, vi gerne vil have som hold, og så kan vi i næste uge begynde at arbejde på helheden, og det der leder ind mod træningslejren og så tage den derfra."

“I staben bruger vi også tiden på at se lidt tilbage på, hvad vi synes, vi gjorde godt i foråret, og så var der også nogle ting i vores præstationer, som ikke var på det konstante niveau, hvor vi gerne vil være. Det har både noget med os selv at gøre, men måske også med at modstanderne begyndte at justere lidt i forhold til nogle af vores styrker."

"Så det bruger vi i staben tid på at analysere nu, og målet er selvfølgelig at fastholde det, vi gjorde godt, og få tunet det lidt, og så justere lidt der, hvor vi føler, der er behov for det.”

Jacob Neestrup og Nickolai Lund
Neestrup med sin nye kollega i trænerstaben, Nickolai Lund. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Koblet af på Kreta
Cheftræneren har også selv nået at holde lidt ferie efter det hektiske forår.

"Den første uge efter afslutningen var jeg i København, men herefter var hele familien to uger på Kreta. Det har været stille og roligt, og jeg har fået koblet af, selv om jeg da også har talt flere gange dagligt med PC. Men det har været fint, for man kan selvfølgelig ikke bare slukke telefonen i to uger."

Tre testkampe forude
Onsdag i næste uge spiller vi den første af tre planlagte testkampe, når Silkeborg kommer på besøg på Nummer 10, og Neestrup regner med, at nogle af landsholdsspillerne er klar til kamp.

"Først og fremmest handler den kamp om at få kørt flest mulig bedst muligt i gennem, så vi er klar til træningslejren, og mange vil nok spille 45 minutter, men nogen kan måske også presse den op på 60 minutter. Og så vi se med landsholdsspillerne, men jeg har i hvert fald fået en melding fra et par stykker, som rigtig gerne vil spille den kamp. Men det vi stilling til i starten af næste uge, når de alle er tilbage."

Ud over Silkeborgkampen spiller vi to træningskampe i Østrig mod henholdsvis Schalke 04 og Viktoria Plzen, og kampen mod tjekkerne er netop aftalt til tre halvlege á 45 minutter, mens Silkeborg- og Schalke-kampene er 2 x 45 minutter.

Der er fri adgang til at overvære Silkeborgkampen på Nummer 10, og vi planlægger også at streame den og de to øvrige træningskampe i vores app, så du kan se den med et FCK+-abonnement.

Andreas Cornelius
Corner på jagt til dagens træning. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK