FCK køber Theo Sander
F.C. København har købt Theo Sander fri af AaB. Den 18-årige målmand tiltræder med øjeblikkelig virkning på en aftale til sommeren 2028.
Theo Sander har fået sin fodboldopdragelse i AaB og fik for et år siden Superligadebut for klubben som den yngste målmand i Superligaens historie. Siden blev det til 15 førsteholdskampe for AaB.
”Vi har søgt en tilgang til vores målmandsteam efter afskeden med Kalle Johnsson, og med Theo har vi sikret os et meget stort talent, der allerede har vist sig godt frem i en stor klub," siger Peter Christiansen.
"Vi er glade for, at han kan se FCK som det rigtige skridt for ham, og vi glæder os meget til at have ham i København og udvikle ham yderligere."
For cheftræner Jacob Neestrup er Theo Sander en vigtig tilføjelse til truppen.
”Det er godt for os, at vi nu har tre dygtige målmænd i truppen, så vi er dækket ind på den position."
"Der er slet ingen tvivl om, at Theo er et af de største målmandstalenter i landet, og vi ser ham som en potentiel topspiller på sigt. Vi ser frem til at få ham med på banen,” siger Neestrup.
Theo Sander er en del af det danske U19 landshold og har i alt 17 ungdomslandskampe.
”Jeg har haft en fantastisk tid i AaB, men det gav mening for begge parter med et skifte for mig nu," siger Theo Sander.
"Jeg glæder mig meget til at blive en del af F.C. København. Det er en kæmpe klub, jeg bliver en del af og jeg vil arbejde hårdt for at udvikle mig og bidrage til holdet."
"Jeg ved, at jeg får nogle vildt dygtige holdkammerater og folk omkring mig, så det er bare at køre på,” siger Theo Sander.
Theo Sander får rygnummer 21.
Alle i FCK byder Theo velkommen til byen og klubben.