FCK-Randers: To sejre vs. to uafgjorte
Mens vi har indledt sæsonen med to Superligasejre, har Randers indledt med to uafgjorte, som begge er sluttet 2-2.
Først ude mod OB, hvor Randers udlignede i 95. minut, og senest hjemme mod Hvidovre efter selv at have ført 2-0.
Nu skal Randers til Parken, hvor de ikke har for vane at spille uafgjort. Det blev ganske vist 1-1 i sæsonafslutningen i juni, men det var den første uafgjorte efter 18 kampe i Parken siden september 2016, der gav 12 FCK-sejre og seks Randers-sejre.
Man kan snarere sige, at Randers har for vane at vinde i Parken. De har i hvert fald vundet tre af deres seneste seks besøg, hvilket ingen andre nuværende Superligaklubber har præsteret.
At Randers klarer sig relativt godt i Parken ses også ved, at vores pointsnit mod dem i Parken er det næstlaveste i de seneste fem sæsoner (1,62 efter 4 sejre, 1 uafgjort og 3 nederlag)) - kun mod FC Midtjylland er det lavere (1,60 efter 4 sejre, 4 uafgjorte og 2 nederlag).
Formkurven til vores fordel
Randers havde tabt fem kampe i træk, inden sæsonafslutningen i Parken (der som nævnt sluttede 1-1), og tæller vi videre i denne sæson, har de ikke vundet i otte kampe, siden de vandt 4-0 i Brøndby den 23. april.
1-1-kampen er derimod vores eneste pointtab i de seneste ni kampe, som også omfatter en pokalfinale og de to Breidablikkampe.
Til- og afgange i Randers
Ind: Ernest Agyiri, FCI Levadia, Oliver Olsen, FC Midtjylland, Oskar Snorre, HB Køge, Wessel Dammers, Willem II, Mads Albæk, SønderjyskE, Mustapha Ubandoma, egne rækker, Sabil Osman Hansen, egne rækker, Laurits Raun Pedersen, egne rækker, Jeppe Kudsk, egne rækker
Ud: Jakob Ankersen, AC Horsens, Tosin Kehinde, Ferencvaros, Lasse Berg Johnsen, Malmö FF, Oliver Bjerrum Jensen, UMF Afturelding (udleje), Adam Andersson, Rosenborg (leje retur, Cal Johansson, IFK Göteborg (leje retur), Aleksandar Stankovic, kontraktudløb, Mikkel Brund, kontraktudløb, Nicolai Brock-Madsen, kontraktudløb
Randers' seneste kamp mod Hvidovre