Neestrup: Tror 100% på at vi kan tage derned og vinde
"Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi ikke vinder kampen, for vi har chancerne til det. Især i den sidste del af kampen, hvor vi lægger et voldsomt tryk på dem," sagde Jacob Neestrup efter den målløse hjemmekamp mod Sparta Prag.
”Jeg anerkender dog, at de også kunne komme foran før pausen, hvor vi laver nogle store individuelle fejl, men det var også de eneste chancer, vi gav væk.”
”Så jeg synes, kampbilledet var til, at vi godt kunne have vundet med en enkelt. Men lige fylder det mest, at vi jeg synes, at vi præsterer en stor kamp. Holdet er inde i en god rytme, og vi er mere kyniske i vores tilgang i dag, hvilket var noget af det, vi gerne ville rette op på efter Breidablik-kampen.”
”Kollektivt stod vi bedre med korte afstande mellem kæderne, og vi var svære at spille mod, når vi altså ikke lige selv gav dem nogle store chancer.”
”Som 2. halvleg skred frem, så pressede vi dem længere og længere tilbage, og set over hele kampen skabte vi selv fire store chancer. Ud over et par stykker, hvor overliggeren lige lå lidt for lavt, så havde Vindahl også en fantastisk redning, men det er det antal chancer, man kan forvente i en Champions League-kamp på det her niveau mod et hold, der forsvarer godt.”
”Der var ikke noget, der overraskede os i den måde, de spillede på. Det var, som vi havde analyseret og forventet, men det kan selvfølgelig godt blive en anden kamp dernede, hvor vi i perioder vil komme under tryk. Men jeg tror 100 % på, at vi kan tage derned og vinde.”
”Som jeg sagde til spillerne efter kampen, så stod vi også i en situation i foråret, hvor vi var pisket til at vinde ude i Brøndby, selv om vi manglede 6-7 stamspillere, og så gik vi bare derud og vandt. Vi står et meget bedre sted som hold nu, og det skal vi tage med os derned.”
”Men nu gemmer vi Champions League til side indtil på lørdag, for der er en ny vigtig kamp allerede på fredag mod OB, og der skal vi have hele vores fokus de næste dage for at hente en ny sejr,” sluttede Jacob Neestrup.