Birger Meling ny FCK-back
F.C. København har købt den norske landsholdsspiller, Birger Meling, fri af den franske Ligue 1 klub, Stade Rennais FC.
Meling, der spiller venstre back, tiltræder i FCK med det samme på en aftale til sommeren 2027.
28-årige Meling kom til Rennes i 2021 og blev sammen med sin klub nummer fire i Ligue 1 i seneste sæson. Det er blev også til personlig hæder i Frankrig, da han efter 21/22 sæsonen blev udpeget til Årets Hold i Ligue 1 af avisen L'Équipe.
I alt blev det til 74 kampe for klubben over de to seneste sæsoner, mens Meling spillet 37 A-landskampe for Norge siden debuten i 2017.
PC: Erfaren spiller der har bevist sig på meget højt niveau
”Vi har ledt efter en venstre back af høj kvalitet for at øge konkurrence yderligere på den position," siger sportsdirektør Peter Christiansen.
"Birger har spillet mange kampe kontinuerligt i Ligue 1 de tre seneste sæsoner og han er fast mand på det norske landshold, så vi får en erfaren spiller, der har bevist sig på meget højt niveau.”
Havde gerne hentet Meling tidligere
Peter Christiansen havde gerne set, at Meling var blevet FCK-spiller tidligere:
”Rennes har ganske enkelt ikke været villige til at sælge ham før nu," forklarer han.
"Dialogen med min kollega i Rennes har stået på i lang tid nu efterhånden, så det er en stor tilfredsstillelse for os alle, der har været involverede, at vi i dag har kunnet lande Birger på en 4-årig aftale."
Meling: Det bliver fedt at opleve Parken
Birger Meling spillede søndag eftermiddag for Rennes i deres sæsonpræmiere i Ligue 1 mod Metz, inden han fløj til Danmark og gennemgik lægetjek mandag morgen, hvorefter aftalen blev underskrevet.
”Jeg ser meget frem til at blive FCK-spiller," siger Birger Meling.
"De har vist interesse længe, og jeg kan virkelig se mig selv i de ambitioner og planer, klubben har. Jeg har haft nogle gode samtaler med PC og Neestrup, og jeg har selvfølgelig selv researchet på klubben og kun fået positive tilbagemeldinger."
"Det bliver fedt at opleve Parken, hvor stemningen virker helt fantastisk. Jeg glæder mig mest til at komme i gang og møde alle mine nye holdkammerater, staben og fansene,” siger Birger Meling.
Neestrup: En venstre back med stor international erfaring
Cheftræner Jacob Neestrup ser tilgangen af Birger Meling som et vigtigt skridt i at styrke truppen.
”I Birger får vi en venstre back med stor international erfaring fra både den franske liga og det norske landshold."
"Han er en alsidig back, som er stærk defensivt. Han træffer kloge beslutninger, spiller med stor ansvarlighed og er dygtig en mod en. Offensivt kan vi bruge ham på forskellige måder, alt efter hvilken type kantspiller, han skal spille sammen med.
"Uanset er han en spiller, der har bevist i Rosenborg, Nîmes, Rennes og på det norske landshold, at han kan deltage aktivt i både opbygnings- og gennembrudsspil,” siger Jacob Neestrup.
Meling er ikke med i Prag
Birger Meling får rygnummer 24 og er ikke registreret til returkampen mod Sparta Prag, da han er blevet FCK-spiller efter deadline, men han kan optræde i næste Playoff-runde til enten Champions League eller Europa League.
Alle i F.C. København byder Birger Meling velkommen til klubben og byen.
Spillerfakta
Navn: Birger Solberg Meling
Født: 17. december 1994
Position: Venstre Back
Tidligere klubber:
Middlesbrough FC (ungdom), Stabæk Fotball, Rosenborg BK, Nîmes Olympique, Stade Rennais FC.
Titler: To norske mesterskaber og en pokaltitel
Landskampe: 37 A-landskampe og 6 U21 landskampe for Norge.