Theo Sander

Kampreferat: Vindervilje og vigtige point i en travl tid

"Pragmatisk" start-11'er
Tre dage efter den lange og hårde kamp i Prag var kun Kevin Diks og Jordan Larsson gengangere i den "pragmatiske" start-11’er, som Jacob Neestrup sendte på banen i Hvidovre: Sander – Ankersen, Diks, Lund, Meling - Oscar Højlund, Clem, Claesson (anf.) – Roony, Óskarsson, Larsson.

>> Se matchfacts m.m. på kampsiden

En start-11’er med to debutanter, Theo Sander og Birger Meling, og den første startplads til Oscar Højlund, men stadig også med en række nuværende og tidligere A- og U-landsholdsspillere.

Og med en af de bedste bænke nogensinde i Superligaen, selv om Grabara sad ude på grund af det slag. han fik på armen tidligt i Sparta-kampen, og Vavro var ”21. mand”, som var omklædt og varmede op, men ikke sad på bænken.

Spillerne går på banen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


"Vestegnens største helte"
Hvidovres oprykkere havde længe set frem til mødet med de danske mestre, og selv om de stadig manglede en lille håndfuld skadede spillere, så var stadionspeakeren ikke i tvivl, da de løb på banen: ”Tag godt imod de største helte på Vestegnen”.

Og hvorfor egentlig ikke? Hvidovre var et sympatisk bekendtskab både på og udenfor banen, hvor de mange frivillige og meget få ansatte gjorde alt hvad de kunne for at få tingene til at fungere, selv om rammerne ikke er optimale til Superligafodbold.

Det blev jo heller ikke nemmere af, at PostNord havde hentet tre af mobil-tribunerne, som de for længe siden havde booket til et cykelløb.

Jacob Neestrup og Peter Lassen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


På banen lagde hjemmeholdet friskt ud med et indlæg fra Andreas Smed, som tog overkanten af Theo Sanders overligger efter bare to minutter.

Og det gælder jo om at smede, mens jernet er varmt, så mens vi endnu ikke var kommet helt i gang, løb Smed godt i dybden på en Daniel Stenderup-fremlægning, men Birger Meling nåede at tackle bolden fra ham i feltet, inden han kom til afslutning.

Orri på tavlen
Men i 10. minut var vi selv brandvarme. Diks prøvede at finde Oscar Højlund midt på Hvidovres banehalvdel, men Jonas Gemmer var ved at stjæle bolden, inden Oscar indædt tacklede den fra ham og straks satte kursen ned mod deres felt.

Orri bød sig til med et godt løb, og efter en præcis pasning fra Oscar bankede Orri resolut bolden i kassen med et fladt skud fra kanten af feltet til sit første Superligamål, efter "kun" at have scoret i pokalen og Champions League...

Orri Óskarsson
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


En meget lækker detalje af de to unge, som i 2022 spillede meget sammen på U19-holdet og også på U17 i foråret 2021. Det gjorde Roony også, som kort efter blev spillet helt fri i feltet af en fjerde ”ungdomskammerat”, William Clem, men var offside.

Vi fortsatte med at presse hårdt på for at score igen, og i 18. minut var Diks tæt på at heade et Roony-hjørne i kassen, men bolden strøg forbi den fjerneste stolpe.

Hvidovre kom bedre med
Indtil midt i halvlegen lykkedes Hvidovre ikke med så meget i offensiven, men så begyndte de småt at røre på sig. I 28. minut blev Tobias Thomsen spillet helt fri i højre side af feltet, men Theo Sander gik perfekt ud i ham og reddede, og via Valdemar Lund gik bolden til hjørne.

Theo Sander og Valdemar Lund
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Hvidovre pressede videre, og det brændte lidt på i vores felt i et par situationer, uden at de kom til afslutninger.

Snart overtog vi spillet igen, og Jordan styrede et indlæg fra Óskarsson på stolpen, hvor der dog (lidt sent) blev dømt for offside i opspillet.

Chancer til 2-0 før pausen
De sidste ti minutter af halvlegen dominerede vi igen spillet, og i 38. minut endte et mønsterangreb med, at Jordan spillede Claesson helt fri i højre side af feltet. Vores anfører kunne have afsluttet, men valgte at spille skråt tilbage til Orri, og hans skud blev blokeret af en Hvidovre-forsvarer.

Nogle minutter efter fik Roony en god skudchance, men ramte en forsvarer og måtte nøjes med hjørne – og vi måtte nøjes med 1-0 ved pausen.

Birger Meling
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


2. halvleg
Efter pausen kom Elias Achouri ind for Carl Larsson, som de kaldte Jordan i højttaleren, og tuneseren var involveret i flere udmærkede aktioner i de første fem-ti minutter. Men rigtig farligt blev det ikke – heller ikke da Marcus Lundberg havde et langskud tæt forbi mål, som Theo Sander havde godt styr på.

Ti minutter efter pausen var det dog virkelig farligt, da Tobias Thomsen fik en stor skudchance midt i feltet, men Sander var igen godt med i situationen og reddede med en fodparade – og sikrede sig også returbolden, inden Christian Greko Jacobsen nåede at lave ulykker.

Theo Sander
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Solid sidste Sander-skanse
Minuttet efter viste Sander sig igen som en solid sidste skanse mellem stængerne, da Lindberg afsluttede fra spids vinkel, og nu vejrede de lokale for alvor pointhåb i den dejligt, lune sommeraften, hvor 7979 tilskuere var på plads i 2650 – postnummeret, som alle kendte i gamle dage, da man stadig havde noget, man kaldte ”breve og postkort”, men i dag er 2650 vist mest bare et kampråb på stadion.

I den anden ende blev Meling spillet flot fri i feltet af Claesson, men vinklen var lidt spids, og Djukic parerede nordmandens afslutning.

Midt i halvlegen sendte vi Jelert og Falk ind for Ankersen og Clem, mens Hvidovre med nogen forsinkelse sendte Martin Spelmann på banen, efter at han vist først havde fået forkert spilledragt på...

Peter Ankersen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Hvidovres energiske indsats for at komme tilbage i kampen begyndte efterhånden at ebbe lidt ud, og i stedet var vi tæt på 2-0 efter 70 minutter, da Achouri elegant afdriblede to mand på én gang og spillede Elias Jelert fri i højre side af feltet, men Magnus Lysholm nåede at blokere hans afslutning til hjørne.

Også Elyounoussi kom ind fra den brede bænk og afløste Roony, mens Hvidovre sendte vores tidligere U19-angriber, Jeffrey ”Papa” Adjei-Broni på banen – og med et kvarter igen fik Papa en fin chance til at udligne, da Jelert smed bolden væk foran egen felt til Andreas Smed, men Valdemar Lund blokerede afslutningen.

Ja, det lyder jo som et U19-referat (Smed har også spillet U19 hos os et års tid), men vi havde også andre på banen, og minuttet efter brillerede to af vores nyeste indkøb med et regulært drømmemål.

Drømmemål af Achouri og Moi
Claesson sendte Achouri afsted på kanten, og på baglinjen tørrede han fuldstændig Ahmed Iljazovski, hvorefter han med en præcis pasning fandt "Moi" Elyounoussi, der med hælen styrede bolden over i det lange hjørne!

Det knækkede det tappert kæmpende hjemmehold, for de sidste ti minutter (plus seks minutters tillægstid) var vi tættere på 3-0, end de var på 2-1.

Elias Achouri og Mohamed Elyounoussi
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Achouri måtte udgå
Desværre måtte Achouri udgå fem minutter før tid med noget, der lignede problemer med baglåret, så vi spillede til ende med ti mand.

De kunne dog stadig skabe et par chancer i tillægstiden, og i slutsekunderne fik Oscar Højlund en pænt stor skudchance på kanten af feltet, men havde netop været nede med krampe, så afslutningen blev lidt… forkrampet.

Oscar Højlund
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Men den løbestærke midtbanemotor kan se tilbage på en fornem indsats i sin første hele seniorkamp for klubben, hvor vi altså hentede sæsonens femte sejr af fem mulige.

Generelt slap vi godt fra de mange rotationer, selv om der både var plusser og minusser i trænerstabens notater. Men målet helliger midlet, og lige nu gælder det om at få det bedst mulige udgangspunkt på tirsdag, når vi spiller den første Champions League-playoff nede i Polen mod Rakow Czestochowa.

Spillerne takker fansene efter kampen
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images