Hvidovre-FCK: Dagen derpå
Fem på stribe
Med den femte Superligasejr i træk nærmer vi os rekorden fra 19/20-sæsonen på syv i streg, så vi kan nå det inden landskamppausen i september, hvis vi vinder de kommende hjemmekampe mod Silkeborg (lørdag 26.8) og Viborg (søndag 3.9).
Mellem disse to kampe har vi også den afgørende returkamp mod Rakow Czestochowa i Parken onsdag den 30. august, så der er altså tre hjemmekampe på otte dage - efter vi har været i Polen og spille den første playoffkamp på tirsdag.
Theo Sander yngste FCK-keeper nogensinde
Theo Sander blev i går den 30. FCK-keeper gennem tiderne – og den yngste nogensinde med sine 18 år og 222 dage.
“Det gik godt," lød det beskedent fra den unge nordjyde, da FCK TV talte med ham efter kampen.
"Jeg følte mig selvsikker og havde et par vigtige redninger her og der, men det er da helt klart holdets fortjeneste," sagde han om sejren, som jo langt fra var hans første Superliga-optræden:
"Jeg har jo prøvet det før og stået i nogle værre situationer," bemærkede Theo, som kom til København med 15 AaB-kampe i bagagen.
Vores hidtil tre yngste keeper-debutanter var:
- Jakob Busk 19 år 246 dage
- Karim Zaza 20 år 202 dage
- Rune Pedersen 20 år 309 dage
Og forlænger vi listen med to mere, får vi også Kamil Grabara med:
- Frederik Ibsen 22 år 52 dage
- Kamil Grabara 22 år 191 dage
Andreas Dithmer kan stadig nå at blive den yngste, hvis han får debut i løbet af de næste ca. 200 dage. Han er født 1.8.2005, mens Theo er født 8.1.2005 – og Kamil den 8.1.1999, så der er et eller andet med 1 og 8…
Debut med clean sheet
Theo blev i øvrigt den 10. af vores 30 keepere, som debuterede med et clean sheet.
Det samme gjorde Antti Niemi (1995), Rune Pedersen (2000), Benny Gall (2002), Jesper Christiansen (2005), Nathan Coe (2007), Johan Wiland (2009), Stephan Andersen (2014), Thomas Kaminski (2015) og Kalle Johnsson (2019).
Sæsonens yngste start-11’er
Theos debut bidrog til, at spillerne i vores startopstilling i gennemsnit var 23,2 år. Det er den yngste startopstilling i denne sæson, hvor den for første gang var under 24 år.
Der er dog et stykke ned til vores Superliga-rekord den 29. oktober 2022, hvor gennemsnitsalderen i Randers var 22 år 171 dage med disse 11: Grabara - Jelert, Vavro, Lund, Kristiansen - Claesson, Stamenic, Lerager - Roony, Haraldsson, Daramy.
Ni ændringer – ikke rekord
Kun Diks og Jordan var gengangere fra start-11’eren i Prag, men ni ændringer fra kamp til kamp er ikke rekord. Vi havde f.eks. 10 ændringer til pokalkampen i Viby i efteråret 2018, hvor kun Falk fik genvalg fra den foregående Superligakamp mod FC Nordsjælland:
Mod FCN: Joronen – Ankersen, Vavro, Bjelland, Boilesen – Skov, Falk, Zeca, Thomsen – Fischer, N’Doye
Oscar Højlund fra start
Oscar blev tidligere på efteråret den 17. debutant inden for de seneste tre år, som har en fortid i Talentafdelingen, og i går startede han inde for første gang - og spillede sin første hele seniorkamp, hvilket kunne mærkes i benene til sidst.
“Er du sindssyg, mand, nu er det første start og første 90 minutter på seniorniveau, det kan godt mærkes, lad os bare sige det sådan," sagde han til discovery+ lige efter kampen.
Her fik han også disse roser med fra Lars Jacobsen:
“Det var en rigtig solid indsats! Det var voksenfodbold, og så er spørgsmålet altid, når man bringer unge spillere ind, om de kan stå distancen, men det kunne du. Det var hårdt til sidst, ja, men du går ind og tager de fysiske dueller, og har også en fremragende assist til jeres første scoring, hvor du er inde og erobre bolden, så det var en rigtig, rigtig fin indsats.”
Og Lars ved jo, hvad han taler om - måske lige undtagen når det kommer til, hvordan man slår Hvidovre... I interviewet efter kampen roste Neestrup Hvidovre-holdet, som han også mødte fire gange i 1. division som Viborg-træner:
“De spiller på præcis samme måde, som de har gjort det sidste par sæsoner, hvor de har ligget i toppen. Der er blevet gjort et godt stykke arbejde, og du tager ikke bare herud og vinder, det gør du bare ikke bare."
Det kunne Lars smilende nikke genkendende til: “Jeg tabte også til dem fire gange! Det var det eneste hold, vi aldrig fik point mod,” lød det tørt om hans trænerfortid i HB Køge.
Tredje norske back
Birger Meling blev den 18. nordmand, som debuterede i FCK-trøjen, og den tredje back efter André Bergdølmo og Tom Høgli.
De øvrige norske spillere med officielle FCK-kampe:
- Keepere: Thomas Gill, Thomas Myhre og Sten Grytebust
- Centerbacks: Brede Hangeland og Ruben Gabrielsen
- Midtbane: Ståle Solbakken, Erik Mykland, Magne Hoseth, Christian Grindheim
- Angreb: Christian Clem, Harald Brattbakk, Daniel Braaten, Mustafa Abdellaoue, Julian Kristoffersen, Mohammed Elyounoussi