Kevin Diks, Jordan Larsson og Birger Meling

FCK-Raków: Dagen derpå

Tilskuerrekord til europæiske kval.kampe
34.737 tilskuere er tilskuerrekord til en europæisk kvalifikationskamp, siden Parkens kapacitet blev reduceret med den nye D-tribune, der blev bygget fra 2008-09.

Den hidtidige rekord efter ombygningen var 30.759 mod Rosenborg i 2010, men i går var der altså ca. 13 % flere!

Fire gange før ombygningen havde vi endnu flere til europæiske kval.kampe:

  • 38.211 mod Benfica i 2007
  • 37.516 mod Lazio i 2001
  • 36.061 mod Ajax i 2006
  • 35.539 mod Rangers FC i 2003

De 34.737 i går er kun overgået af tre Superliga-kampe siden ombygningen:

  • 35.820 mod Randers FC i forårets sæsonafslutning
  • 35.463 mod AaB i sæsonafslutningen i 2022
  • 35.057 i Derbyet i april 2023
Rasmus Falk
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Jelert: Det er surrealistisk!
"Det er surrealistisk! At vi gør det for andet år i streg, det er en drengedrøm, når man står derude i Champions League, det er stort!" sagde Elias Jelert til FCK TV efter kampen, hvor han nu kan se frem til sit andet gruppespil i træk.

"Det blev lidt for spændende i afslutningen, men det gør det også lidt federe her bagefter, at man har været helt oppe og køre. Men vi skal lukke den lidt før og ikke lade dem score det mål til sidst, det er klart."

"Men sådan nogle Champions League aftener slår ikke noget, det er sådan noget, man drømmer om lige siden man er en lille dreng!"

Se hele interviewet - og meget mere fra kampen - i vores app og på tv.fck.dk.

Elias Jelert
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


SKYYYYD!!!
Opfordringen fra tribunerne var ikke til at tage fejl af og hørtes også allerede inden Vavro hamrede kuglen i kassen fra 34 meters afstand!

Bagefter kunne vi dog høre, at ikke alle var lige optimistiske, da han lagde an til skud...

"Åh nej!", "Duk jer på tribunen!", "Pas på ude i Fælledparken!", "Grib den, Andreas Mogensen!"

Blandt spillere og trænere var der dog bred enighed om, at det var godt lavet af den slovakiske stopper.

"Han har jo gjort det før," husker Neestrup, og det er helt rigtigt. Han har scoret seks gange for løverne, og flere af dem på bragende langskud: ude mod CSKA Sofia i 2018 (nedenfor), et frispark i Viborg i februar 2022, et langskud i Horsens i marts i år...

"Han har set noget, vi andre ikke så, for keeperen stod ikke på plads, så det er sgu meget godt sparket ind," sagde Elias Jelert.

"Skyyyyd," råbte fansene også flere gange senere i kampen, når Vavro f.eks. fik bolden uden for eget straffesparksfelt!

Denis Vavro
Fotos: Gaston Szerman, FCK Media


Nordens nuværende konger
Med det sjette Champions League-gruppespil har vi nu flere deltagelser, end alle andre danske hold til sammen. AaB har deltaget to gange, Brøndby, FC Nordsjælland og FC Midtjylland en hver.

I de nordiske lande har kun Rosenborg flere med 11 deltagelser  i 90'erne og starten af 00'erne. Deres seneste CL-gruppespil var i 07/08.

IFK Göteborg dominerede også i 90'erne med fire CL-gruppespil (efter deres to UEFA Cup-finalesejre i 80'erne), men i nyere tid har kun Malmö FF markeret sig med tre gruppespil, senest i 21/22.

Rosenborg, IFK og Malmö har også kvalificeret sig to gange i træk. IFK i 96/97 og 97/98, Malmö i 14/15 og 15/16, og Rosenborg hele otte gange i træk fra 95/96 til og med 02/03.

Ud over de nævnte er AIK (99/00), Helsingborgs IF (00/01), Molde (99/00) og HJK Helsinki (98/99) de eneste nordiske hold, som også har været i CL-gruppespil.
 

Officiel UEFA kamp-statistik

Kampstatistik FCK-Raków