Kampreferat: Sultne løver vandt knusende pokalsejr
Med en knusende 9-0-sejr over IF Lyseng kom F.C. København denne gang ubesværet videre fra 3. runde i pokalturneringen.
Otte ændringer
Jacob Neestrup skiftede otte i forhold til søndagens Derby, og det skulle egentlig have været ni, men William Clem blev syg på kampdagen. Holdet var dog stadig stærkt nok til at give mange modstandere sved på panden: Grabara – Ankersen, Diks, Lund, Sørensen – Elyounoussi, Oscar Højlund, Claesson – Roony, Óskarsson, Sahsah.
Det var Noah Sahsahs første kamp fra start, og han kvitterede for tilliden ved at løbe fri af forsvaret i tredje minut på en flot, lang fremlægning fra Vavro, runde keeperen med et fikst fodskifte og åbne målscoringen.
Da havde Roony allerede haft en ganske god mulighed, og det stod hurtigt klart, at det ville blive en ensidig forestilling på Ceres Park, hvor 3.721 tilskuere var mødt frem på endnu en dejlig sensommeraften, her hvor september ellers går på hæld.
3-0 efter et kvarter
I 11. minut headede Mohamed Elyounoussi et Peter Ankersen-indlæg i nettet, og tre minutter stod Ankersen også bag 3-0-målet, da Orri Óskarsson firsttimede hans indlæg ind fra nært hold.
Lidt efter havde Thomas Lauritsen Lysengs første afslutning, men hans flade skud voldte ikke Grabara problemer.
Det fik dog bifaldet frem på den nedre sektion af langsiden, som var godt fyldt op med Lyseng-fans, som nok havde håbet, at deres helte havde holdt stand lidt længere.
Men de stod over for nogle sultne løver, som dog kun havde stillet den værste sult, og da der stadig var mad på bordet, så de tog for sig af retterne.
5-0 efter en halv time
I 20. minut fik Orri bolden midt på deres halvdel - efter en generobring af Claesson - og løb ned i feltet og trak sig fri af et par mand, inden han sparkede bolden fladt ind til 4-0.
I 28. minut stod islændingen selv for assisten, da Claesson fikst sprang over hans flade pasning ud til Roony, som hamrede den med højre op i det fjerne målhjørne til 5-0.
Kort efter var det tæt på 6-0, men der blev ikke serveret æg i denne omgang, da den unge Lyseng-målmand, Marius van der Raad, med besvær forhindrede et hattrick fra Orri.
Siden fik Lyseng nogle minutter på bolden oppe i den anden ende samt et par hjørnespark, men ikke noget der kom i nærheden af den store chance, Claesson fik i 39. minut. Fra omkring straffesparkspletten sparkede i fri position forbi mål og snød dermed Ankersen for endnu en assist – og dermed forblev halvlegens sidste kvarter målløst.
Mateo Tanlongo-debut
Mateo Tanlongo debuterede fra 2. halvlegs start, da han sammen med Lukas Lerager og Jordan Larsson afløste Claesson, Elyounoussi og Orri. Tanlongo spillede den defensive midt som 6’er, hvorfra Oscar Højlund rykkede ud på en 8’er-position.
Vi havde stadig alt spillet, men kom ikke til lige så mange chancer som før pausen. Man fik dog et tidligt varsel om, hvad der ventede, da Lerager i 48. minut var med fremme i feltet og headede et Ankersen-indlæg over mål.
Victor Froholdt-debut
I 57. minut fik vi endnu en debutant, da U19-spilleren Victor Froholdt afløste Roony. Det medførte ikke rokader, men det gjorde det ti minutter senere, da Falk afløste Valdemar Lund – og ikke på grund af en skade, hvis nogen skulle få den tanke. I stedet rykkede Christian Sørensen ind som stopper, og Oscar Højlund trak ned på venstre back, mens Falk spillede 8’er.
Da havde Sahsah haft vores bedste tilbud, da Lerager spillede ham fri til skud med en hælaflevering, men den unge kant ramte ikke bolden som han ville og skød lige på keeperen.
I 68. minut fik Lyseng deres første egentlige chance, da et fladt indlæg fra højre studsede ud til anfører Jonas Berwald, men Falk rettede hans skud af til et hjørne, der ikke førte til noget.
Det lignede efterhånden en af de kampe, hvor et hold fører stort ved pausen, og så sker der ikke ret meget mere i 2. halvleg. Selv om vi ikke masede lige så hårdt på som i den første halve time, så bevarede vi et massivt overtag, mens hjemmeholdets kræfter forståeligt nok slap mere og mere op.
Sulten vendte tilbage
Det udnyttede vi effektivt i det sidste kvarter, hvor løverne blev sultne igen og for alvor gik på jagt. I 79. minut trak Lerager igen op i feltet og fik en præcis pasning fra Falk, tog bolden med mellem to forsvarere og prikkede den ind til 6-0.
Fem minutter efter slog Ankersen nok engang et meget brugbart indlæg, og inde foran steg Lerager til vejrs og headede bolden op i krydset. 7-0!
Dermed tangerede vi vores 7-0-rekord fra en 15 år gammel UEFA Cup-sejr over Cliftonville og forårets Superligasejr over OB – og lidt efter slog vi den.
Største sejr i 1.449 kampe
Oscar Højlund gik højt op og tog del i presset og brød et Lyseng-opspil, hvorefter Victor Froholdt køligt trak sig fri på kanten af feltet og skruede bolden uden om keeperen med et fladt spark ude ved den ene stolpe.
Da vi tog hul på de sidste af fire tillægsminutter, blev Falk hægtet uden for deres felt, og på kampens allersidste aktion hamrede Vavro dødbolden hårdt og fladt skud i mål under den hoppende mur.
Største sejr i 1.449 kampe
9-0 er den største sejr i klubbens kamp nr. 1.449 siden den 1. juli 1992. Dermed er vi klar til lodtrækningen til 4. runde, mens IF Lyseng må koncentrere sig om at holde fast i toppen af 3. division. Denne gang var de chanceløse på banen, men skal have stor tak for hele arrangementet omkring kampen og held og lykke fremover.