Rasmus Falk

Kampreferat: Igen stærk europæisk indsats med ærgerligt udbytte

Skuffelse og stolthed
Et point efter to kampe, hvor vi førte 2-0 i Istanbul til 86. minut, og havde 1-1 mod Bayern til 83. minut. Vi har virkelig vist, at vi kan spille med på det her niveau.

Men med ambitionen om også at spille europæisk efter nytår, stod spillere og trænere igen med blandede følelser bagefter. Skuffelsen fyldte mest, men stoltheden lurede inde bag løve-logoet på brystet, da spillerne forlod Parken uden point, mens Bayern jublede efter at have vendt 0-1 til 2-1.

Og Parken… det er svært at finde ord for den stemning, som 35.690 tilskuere skabte denne aften. Trods resultatet føjede sig den flot ind i rækken af store europæiske aftener i København, og egentlig får man bare lyst til at sige tak. Det er en ære og en fornøjelse at få lov til at være en del af disse oplevelser.

Tifo på Sektion 12
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


De to hold
I forhold til lørdagens Midtjylland-kamp startede Peter Ankersen for karantæneramte Elias Jelert, Kevin Diks var klar igen efter sin skade og afløste Valdemar Lund, og ind kom også Lukas Lerager og Diogo Goncalves på midtbanen, mens Roony Bardghji og Orri Óskarsson indledte på bænken.

Værd at notere er også, at Claesson blev flyttet op som en slags hængende angriber i stil med den plads, Hákon Haraldsson spillede store dele af sidste sæson: Grabara – Ankersen, Vavro, Diks, Meling – Lerager, Falk, Diogo – Elyounoussi, Claesson, Achouri.

Der var ikke de store overraskelser på Bayern-holdet, det skulle da lige være, at Leon Goretzka for kun anden gang i sæsonen startede ude.

Holdfoto
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Fin københavnsk åbning
Under Parkens øredøvende opbakning viste vi allerede i de første fem minutter, at vi ikke var kommet for at stå lavt og forsigtigt. Et tidligt hjørne, et tidligt Vavro-langskudforsøg og en stor chance til Elyounoussi på en fornem Diks-fremlægning, hvor nordmanden dog var en anelse offside.

Efter bare syv minutter viste Bayern dog også tænder, da Leroy Sané spillede kantkollega Kingsley Coman i venstre side, og han trak ind i feltet og fyrede kanonen af, men Vavro stod i vejen med en bred brystkasse, og ellers kunne den afslutning godt have voldt Grabara problemer.

Bayern fik nu tre hjørnespark i træk og satte sig på spillet for en stund, men uden at komme til chancer. Vi stod meget solidt og koncentreret og afværgede deres forsøg på at komme til noget.

Kamil Grabara
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Harry Kane så man ikke meget til, og da han i 16. minut blev spillet godt fri i feltet, så var han offside, og i øvrigt reddede Grabara også hans afslutning. Nogle minutter efter blev Leroy Sané spillet godt i feltet af Konrad Laimer, men Birger Meling kastede sig ned med en perfekt timet tackling og prikkede bolden fra ham.

Bayern smed også selv nogle angreb væk med for lange fremlægninger, og selv om vi selv havde svært ved at komme op og sætte vores angrebsspil, så forsøgte vi optimistisk, når muligheden bød sig.

Det var Bayern-dominans, men ikke belejring, og i 26. minut spillede vi et af vores andre offensive kort – et langt Grabara-udkast, som Claesson snittede videre til den fremstormende Elyounoussi, men han havde to mand omkring sig og manglede den sidste speed til at komme fri.

Lidt efter havde nordmanden også et hovedstød lige på Sven Ulreich efter et Meling-indlæg fra venstre, men kunne desværre ikke få kraft og præcision nok på hovedstødet.

Minuttet efter snittede Achouri med hælen en bold videre, som sendte Claesson alene igennem, men desværre i offsideposition, og i øvrigt skød han også forbi mål, da han kom ned i feltet.

Viktor Claesson
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Nu lyder det næsten som om, vi var ved at spille dem ud af brættet, men det var nu ikke tilfældet… boldbesiddelsen var vel ca. 65-35 i deres favør, men vi brugte den meget fornuftigt, når vi havde den og viste i disse glimt, at vi ville og kunne spille os igennem til noget.

De svarede dog igen med en skudchance til Joshua Kimmich uden for feltet, som gik en meters penge over mål, og lidt efter en halve time brændte det på i en giftig kontra, hvor Diogo dog nåede hjem og rydde op.

Det gjorde portugiseren flere gange, så man næsten fik Zeca-vibes, når han med indædt arbejdsraseri insisterede på at rage bolden til sig og spille den videre.

Diogo Gonçalves
Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Men Bayern dominerede nu igen og spillede meget på vores halvdel frem mod pausen, men stadig uden at komme til egentlige chancer.

Et fladt Sané-langskud i halvlegens sidste minut tæller som et skud på mål, men voldte ikke Grabara nogen som helst problemer. Og i tillægstiden havde Diogo også lige et boldtab midt på egen halvdel, som gav en giftig kontra, men igen kom Birger Meling til undsætning.

Dermed gik vi til pause med 0-0 og en indsats, som vi absolut kunne være bekendt.

Sektion 12
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


2. halvleg
Efter pausen havde Bayern stadig mest spil og uden at skabe noget, mens vi efter 52. minutter var tæt på at få en god chance, da Diogo fandt Achouri i feltet, men Min-Jae Kim greb ind, før han kunne afslutte.

I 54. minut reddede Grabara enkelt en dødbold fra Joshua Kimmich efter at Meling var kommet til at stemple Coman over foden – og to minutter efter eksploderede Parken i begejstring!

1-0 Lukas Lerager
Diogo indledte med at vende Laimer af på egen halvdel og slå bolden fladt op til Elyounoussi, som fandt Claesson på kanten af feltet. Han trak sig fri af Upamecano og afsluttede, men Kim stod i vejen – bolden studsede dog over til Lukas Lerager, som sendte den i nettet forbi en chanceløs Sven Ulreich.

Lukas Lerager
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


En helt vild udvikling på kampen, og en fortjent belønning for, at vi igen turde kaste mange folk frem i feltet, når vi havde muligheden – Neestrups modige gameplan var pludselig ved at give genlyd over hele Europa, for i minutterne efter scoringen førte vi faktisk gruppen!

Bayern havde ikke umiddelbart noget modsvar, og vi fortsatte vores enorme arbejdsraseri, hvor alle arbejdede stenhårdt for hinanden over hele banen. Det var en udsøgt fornøjelse at se, hvor højt niveau vi kunne præstere på mod de 11-dobbelte tyske mestre, som endnu ikke har tabt i denne sæson.

Men også et Bayern-hold, som før har været i problemer og har været bagud og har fået point…

Jubel efter scoring
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


1-1 Jamil Musiala
De havde dog stort set intet haft, da Jamil Musiala i 67. minut var lidt heldig med at få bolden forbi Falk på kanten af feltet, hvorefter han tog et træk på tværs, og inden Vavro nåede at blokere, havde han udlignet til 1-1.

Men hvordan reagerede vi på den modgang? Ved i 73. minut at skabe en kæmpe chance til at komme foran igen! Diogo tacklede sig forbi et par forsvarere i venstre side, men blev bremset af Upamecano, og bolden gik hen til Elyounoussi, som fra 11-12 meter skød meget tæt forbi den nærmeste stolpe!

Mohamed Elyounoussi
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


Vi havde tidligere sat Roony ind for Achouri, og nu kunne Diks heller ikke mere og blev erstatte af Lund. Tuchel satte tre friske folk ind, Thomas Müller, Leon Goretzka og Mathias Tel, og de fik (desværre) en hovedrolle i kampens afslutning.

Efter at Thomas Müller havde braget bolden over mål på en chance i feltet i 79. minut, serverede han to minutter senere et indlæg til Goretzka, som headede tæt forbi, men vi holdt stadig stand. Lidt endnu.

1-2 Mathys Tel
På et langt udspark fra Ulreich snittede Harry Kane bolden videre til Thomas Müller, som løb fra Valdemar Lund, skubbede Birger Meling væk i feltet – men i stedet for at afslutte selv, lagde han bolden til rette for Mathys Tel, der for femte gang i sæsonen kom ind fra bænken og scorede for Bayern…

Et mål, som Neestrup bagefter sagde, at forsvaret skulle have undgået ved at pumpe tidligere op, så Kane var blevet fanget i offside.

Bayern-jubelscener i Parken
Foto: Sebastian Frej/MB Media via Getty Images


Orri Óskarsson og Jordan Larsson kom ind for Diogo og Elyounoussi, for vi insisterede på, at slaget ikke var tabt, og endnu engang viste vi stor styrke i modgang og fik lagt pres på Bayern i slutningen af ordinær tid og i de fem minutters tillægstid.

Et Meling-indlæg endte med en skudchance til Roony i udkanten af feltet, som dog hurtigt blev blokeret, og et Ankersen-indlæg lå lige en anelse for højt til Jordan, som headede forbi.

Men vi blev ved, og i femte tillægsminut fandt Meling Orri med et fladt indspil i feltet, men islændingen fik desværre ikke kontrol over bolden.

Centimeter fra 2-2
Men vi blev ved, og da uret stod på 94:55 var vi centimeter fra udligning! Ankersen slog endnu et indlæg fra højre, og denne gang fik Jordan hovedet på ca. 7 meter fra mål – bolden strejfede indskiftede Eric Choupo-Moting og snød Ulreich inde på stregen, men med en mirakuløs refleksredning smed han sig og forhindrede med det yderste af fingerspidserne bolden i at trille i mål!

Den afslutning glemmer vi sent, men der vil til evig tid stå 1-2 i historiebøgerne.

Kamil Grabara og Denis Vavro
Foto: Gaston Szerman, FCK Media