Boilesen og Babacar på banen i træningskamp i Brøndby

F.C. København spillede i dag kl. 12 en træningskamp på 45+20 minutter i Brøndby på en åben og vindblæst bane ude ved motorvejen, hvor hjemmeholdet vandt 2-0. Kampen var hemmeligholdt af sikkerhedsmæssige årsager og blev også afviklet uden tilskuere og medier.

Kampen var primært arrangeret for at give spilletid til nogle af de førsteholdsspillere, som havde mest brug for det, og efter kampen spurgte vi Jacob Neestrup om udbyttet.

”I det store og hele fik vi det ud af kampen, som vi ønskede. Boile spillede en times tid, og Babacar spillede cirka 55 minutter, og desuden fik Peter Ankersen, Christian Sørensen, Jordan Larsson og Mateo Tanlongo holdt formen ved lige, og så fik nogle af de unge fra Talentafdelingen muligheder for at vise sig frem.”

”Men desværre fik vi ikke set Clem og Khocholava, som vi ellers havde planlagt, men Clem var ikke kommet sig helt over sin sygdom, og Khocholava var heller ikke helt klar endnu.”

"Nogen vil nok gerne høre, hvorfor Babacar kom i kamp i dag for første gang i lang tid?"

”Babacar har trænet godt i et stykke tid, og efter transfervinduet har vi sat os ned og talt tingene igennem og slået en streg over det som er sket. Så nu kigger både han og jeg fremad, og han kæmper nu på lige fod med alle de andre om pladserne.”

”Betingelserne i dag var ikke de nemmeste med den kraftige blæst, betød det noget for gennemførelsen?”

”Næh, det var vilkårene, og de kan vi komme ud for igen. Men jeg sagde da til Boile, at han lige skulle sørge for vinde lodtrækningen, men han sagde, at han kun kunne vælge mellem rød og gul, og så mente han, at det var meget naturligt ikke at vælge gul. Det kan vi jo kun give ham ret i, men så fik vi modvind i 45 minutter og medvind i de sidste 20 minutter, men sådan er det.”

"Men alt i alt et godt udbytte frem mod den næste periode med mange kampe?"

”Ja, det var en fin træningskamp, og jeg tror, begge hold fik det ud af det, som vi ville. Som sagt havde vi regnet med, at Clem og Khocholava også skulle have spillet, men vi regner med, at de i stedet kan spille på tirsdag, når vi møder FC Midtjylland i Future Cup.”

”Der skulle Corner også gerne få nogle minutter, efter at han har væk fra træningsanlægget et stykke tid hos nogle eksterne eksperter sammen med en af vores fysioterapeuter,” sluttede Jacob Neestrup.

Future Cup-kampen spilles på tirsdag den 17. oktober, kl. 14.30 på Nummer 10, og der er fri adgang til at overvære den.

Torsdag den 12. oktober 2023, kl. 12.00 i Brøndby. Træningskamp, 45 + 20 min.
BRØNDBY IF-F.C. KØBENHAVN 2-0 (2-0)
32.: 1-0 Kevin Mensah
45.: 2-0 Ohi Omoijuanfo

41 Andreas Dithmer - 22 Peter Ankersen, 55 Aksel Halsgaard, 20 Nicolai Boilesen (60.: 49 William Glindtvad), 6 Christian Sørensen - 54 Galdur Gudmundsson, 42 Hunor Vajk Németh, 8 Mateo Tanlongo, 48 Queyrell Tchicamboud (46.: 50 Neo Jönsson) - 15 Khouma Babacar (53.: 52 Nicolai Blicher), 11 Jordan Larsson

Ikke benyttet: Filip Versterre (GK)