Old Trafford

Old Trafford - The Theatre of Dreams

F.C. København løber i aften ind på et af de helt store og traditionsrige stadioner i fodboldverdenen.

I modsætning til flere andre af de traditionsrige engelske klubber, så ligger Old Trafford stadig, hvor det altid har ligget.

Det har været Uniteds hjemmebane siden 1910, bortset fra en periode efter 2. verdenskrig, hvor United spillede hos City-rivalernes Maine Road, men er naturligvis udbygget og moderniseret mange gange gennem årene.

I dag er kapaciteten omkring 75.000, og der var 72.020, da vi første gang spillede der i 2006. Kun på Nou Camp i 2010 har vi spillet for flere tilskuere (75.852). United vil givetvis gerne udvide endnu mere, men de seneste år er der ikke blevet investeret så meget på Old Trafford, som mange gerne havde set.

Men det er stadig ”The Theatre of Dreams”, som nyligt afdøde Sir Bobby Charlton kaldte Old Trafford i en bog fra 1987, og klublegenden vidste om nogen, hvad han snakkede om. Man kommer ikke sovende til succes på The Theatre of Dreams!

Store forhold i 1910
Det helt oprindelige Old Trafford blev tegnet af den legendariske skotske arkitekt og ingeniør, Archibald Leitch. Han var ophavsmand til en lang række britiske stadioner, bl.a. Anfield, Goodison Park, Highbury, Celtic Park, Hampden Park, Stamford Bridge, White Hart Lane og mange, mange flere.

Det første stadion var planlagt til 100.000 tilskuere (!), men endte ”kun” med ca. 80.000, hvilket stadig er ca. fire gange så meget som vores egen Københavns Idrætspark, som blev indviet i 1911. Men da var fodbolden og fodboldinteressen også allerede langt større på de britiske øer…

Old Trafford i 20'erne
Old Trafford i 20'erne


Genopbygning efter 2. verdenskrig
Som nævnt gik 2. verdenskrig (også) hårdt ud over Old Trafford, og der er ikke meget tilbage af det oprindeligt stadion, som blev genopbygget i efterkrigstiden og åbnede igen i 1949, men uden nogen overdækning.

Den kom i forskellige omgange i løbet af 50’erne, hvor man også fik installeret kunstigt lys, som ellers længe havde været no-go i britisk fodbold, men ikke mindst fremkomsten af de europæiske turneringer i midten af 50’erne – med deraf følgende behov for flere aftenkampe – satte skub i planerne.

Lokalderby i Manchester i 1960
United-keeper Harry Gregg er ude og sprælle i feltet på Old Trafford i et lokalderby mod City i 1960. Foto: Getty Images


Løbende forbedringer
Op til VM-slutrunden i 1966, hvor Old Trafford var en af kampbanerne, ændrede man flere tribune-konstruktioner ved at fjerne bærende søjler, som generede udsynet for tilskuere (og det stigende antal TV-kameraer), og anvendte i stedet det såkaldte cantilever-princip til at bygge tribunetage uden søjler. En teknik, som Københavns Idrætspark tog i brug allerede i 1953, da man begyndte at bygge betontaget på den nye hovedtribune, som i Parkens første leveår var endetribune D.

I 60’erne fik Old Trafford også private loger, hvilket stadig var et ukendt begreb på danske stadioner, og i begyndelsen af 70’erne var man i lighed med mange andre steder i verden nødt til at installere hegn om banen for at dæmme op for den stigende hooliganisme.

Det forhindrede dog ikke en større baneinvasion i 1975, da United sikrede sig en hurtig tilbagevenden til 1. division efter for første og eneste gang efter 2. verdenskrig at have været en tur nede i den næstbedste række.

Old Trafford 1975
Pitch-invasion i 1975, da oprykningen til 1. division var sikret. Foto: Getty Images


Faldende kapacitet vendt til stigende
De mange moderniseringer efter krigen reducerede gradvist kapaciteten, så den i 80’erne var nede omkring 60.000, og i 90’erne blev den yderligere reduceret med de nye internationale krav til siddepladser frem for ståpladser, som i England blev et krav til alle stadioner i de to bedste rækker.

Old Traffords kapacitet nåede ned omkring 44.000, men i midten af 90’erne begyndte United igen at udvide op til Englands værtskab for EM 1996. Den gamle North Stand blev erstattet af en helt ny, som alene rummede 25.500 tilskuere og øgede den samlede kapacitet til ca. 55.000.

I 00’erne fulgte flere til- og overbygninger af de andre tribuner, og da vi spillede der i efteråret 2006 havde de netop udvidet med ekstra niveauer på to tribuner, så kapaciteten nåede op omkring de nuværende ca. 75.000.

Mange store begivenheder
Siden har kvindefodbolden også gjort sit indtog på Old Trafford. Dels har Uniteds bedste kvindehold spillet nogle kampe (men spiller til daglig på Leigh Sports Village Stadium, hvor vi i dag spiler Youth League-kamp), og dels var der åbningskamp ved EM 2022 foran næsten 69.000 tilskuere.

Old Trafford har gennem årene – ud over United-kampe – også lagt græs til landskampe, VM-, EM- og OL-slutrunder, Champions League- og FA Cup-finaler m.m. Plus en masse rugbykampe.

England-Østrig på Old Trafford i 2022
Det engelske kvindelandshold slog Østrig 1-0 i åbningskampen på Old Trafford ved EM 2022. Foto: Getty Images


Fravalgt til EM 2028
Man drømte også om at lægge græs til EM 2028, men Old Trafford (og bl.a. Anfield) blev for nylig blev fravalgt til fordel for ti andre arenaer, heriblandt Man. Citys Etihad Stadium.

Det gør nok lidt ondt i selvforståelsen hos de ”røde djævle”, men selv om Etihad nok er mere moderne og up-to-dato på flere områder, så kan United trøste sig med, at de stadig har et stadion med en helt speciel historik og atmosfære, som man ikke kan købe sig til.

Rasmus Højlunds trøje i Uniteds omklædningsrum
Trøjerne hænger klar i Uniteds omklædningsrum. Foto: Ash Donelon, Manchester United via Getty Images

 

Indgangen til udeholdets omklædningsrum
Indgangen til udeholdets omklædningsrum. Foto: Gaston Szerman, FCK Media

 

Udeholdets omklædningsrum
Dagen før kampen var der ikke "dækket op" i vores omklædningsrum. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media

 

Udeholdets trænerbænk
Neestrup & co. skal ikke sidde helt nede i "banehøjde". Foto: Torkil Fosdal, FCK Media


(Kilder: fck.dk, manutd.com, uefa.com, Wikipedia)