Historietimen: Hvidovre-målscorere med FCK-fortid
Inden dagens opgør mod Hvidovre IF, har vi mødt Hvidovre syv gange i Superligaen og pokalturneringen.
Hvidovre har scoret fire mål i de syv kampe, og halvdelen er scoret af spillere, der også har spillet for F.C. København, Carsten Hallum og Jeppe Tengbjerg, mens de to andre er scoret af Ole Dau og Kristian Bo Andersen.
Vi har benyttet anledningen til at kigge i historiebøgerne om de to eks-FCK'ere, som tilsammen kun spillede 15 kampe, og hvor den ene dårligt kan kaldes "en FCK'er", selv om han har spillet for klubben.
Carsten Hallum
Carsten Hallum spillede i Hvidovre fra drengeårene, og indtil han var 25 (bortset fra en enkelt sæson i Herfølge), og skiftede til FCK i vinterpausen 95/96.
Han debuterede med et mål og en assist, da vi slog Vejle 2-1 i forårspremieren i 1996, og han spillede de fleste kampe i foråret 96. Hans seneste FCK-kamp var faktisk mod Hvidovre i sæsonpremieren den 28. juli, hvor han allerede i 1. halvleg afløste en skadet Morten Nielsen i vores 2-1-sejr - og sjovt nok samme kamp, hvor Jeppe Tengbjerg debuterede for Hvidovre, jf. senere.
En måned senere skiftede Carsten tilbage til Hvidovre, hvor han scorede i fire af sine fem første kampe, herunder i en pokalkamp mod FCK i september 1996, og det var selvfølgelig en speciel oplevelse for Carsten.
“Der ligger nok nogle gemte kræfter i mine ben i dag, og selvfølgelig har man gået og tænkt lidt mere over den kamp end normalt. FCK’s bestyrelse og Kim Brink er dem, der har vraget mig, og det er klart, at jeg godt vil bevise, at de har set forkert," sagde han til DR inden opgøret, hvor han altså var tæt på at blive Hvidovres pokalhelt.
Han var tæt på at blive pokalhelt i Hvidovre, da han scorede til 1-0 før pausen, for den stilling holdt til fem minutter før tid, hvor Bjarne Goldbæk til 1-1, og siden scorede Lars Højer sejrsmålet i 2. halvleg af den forlængede spilletid.
I januar 97 var Carsten Hallum og holdkammeraten Søren Andersen på tre måneders lejeophold i skotske Raith Rovers, hvorefter AGF hentede ham. Efter fire sæsoner i Aarhus sluttede han sin aktive karriere i Farum, HIK og Greve, inden ringen sluttede i barndomsklubben Hvidovre.
Carsten er uddannet maskinarbejder og har i flere år arbejdet med teknisk design og blev for nylig ansat som Mechanical Designer & Workshop Supervisor i A&H Medical.
Jeppe Tengbjerg
Jeppe Tengbjerg havde sin fodboldungdom i KB og er årgang 1973, dvs samme årgang som f.eks. Morten Falch, mens Johansen-tvillingerne er årgang 1972. Allerede i 1989 skiftede Jeppe som 15-årig til PSV, som KB havde gode relationer til, og da han i 1992 vendte hjem til dansk fodbold, var det i Næstved.
Her fik han æren af at score i F.C. Københavns første Superliga-nederlag nogensinde, da vi efter 12 kampe uden nederlag tabte 0-3 i Parken til Næstved.
Og for lige at tage et Næstved-svinkeærinde, så har halvdelen af deres ti målscorere mod FCK også spillet for FCK: Nicolai Wael, Jørgen Juul Jensen, Mark Strudal, René Tengstedt og så Jeppe Tengebjerg
Jeppe var dog altdig på kontrakt i FCK, men fik alligevel en officiel FCK-kamp i sommeren 1993, da vi lånte spillere fra bl.a. Avarta og Næstved for at stille hold til en TOTO Cup-kamp mod Lausanne, fordi førsteholdet var på turné i USA. Den usædvanlige historie har vi fortalt før her på fck.dk.
Siden spillede Jeppe igen et par år i hollandsk fodbold, inden han vendte hjem til Danmark og spillede for Ikast, Hvidovre og B.93 og desværre oplevede at rykke ned med dem allesammen, ligesom han havde gjort med Næstved. Til gengæld var han siden med til at spille Farum op i Superligaen i 2002, hvor de som bekendt har været siden og senere som FC Nordsjælland.
Jeppe scorede sit Hvidovre-mål mod FCK i førnævnte sæsonpremiere 1996/97, hvor Carsten Hallum spillede sin sidste FCK-kamp. Jeppe udlignede til 1-1 lige inden pausen, men i 89. minut sikrede Bjarne Goldbæk en københavnsk 2-1-sejr.
>> Se highlights fra den 2-1-sejr i 1996 her
Efter sin aktive karriere tog Jeppe Tengbjerg en træneruddannelse (sammen med bl.a. Michael Laudrup, Kasper Hjulmand og Glen Riddersholm), og han stod i spidsen for Slagelse, da vi mødte dem i en pokalkamp i 2005. Den vandt vi efter straffesparks-konkurrence, da den stadig stod 2-2 efter 120 minutter. Han var også stadig Slagelse-træner i 2008, hvor vi vandt en mere komfortabel pokalsejr på 4-0.
I en periode, hvor Jeppe var langtidsskadet, skrev han bogen "Fodboldlærling – Ung talentfuld og hvad så?" om op- og nedture som ung professionel fodboldspiller.
Ud over sine træneruddannelser er han uddannet massør, zoneterapeut og akupunktør og har i dag sin egen massørskole.
(Kilder: fck.dk, nipserstat.dk, tipsbladet.dk, politiken.dk)