F.C. København støtter over 4.000 familier med julehjælp
Gennem en del år har F.C. København haft tradition for at hjælpe mange tusind familier med julehjælp via støtte til en række organisationer, foreninger og institutioner.
Julehjælpen gives i form af billetdonationer til julegaver i børnefamilier, der har brug for det, så de kan få en fodboldoplevelse i Parken til en af vores første hjemmekampe i det nye år.
Denne jul gælder billetdonationerne vores hjemmekamp mod FC Nordsjælland, som forventes spillet søndag den 25. februar 2024. Kampdato og tidspunkt er dog endnu ikke endeligt fastlagt. (Ændret i forhold til artiklens publicering, hvor vi skrev Lyngby-kampen 10. marts)
Fristen for at søge udløb den 20. november, og i år støtter vi over 4.000 familier.
Støtten gives blandt andet via EventyrJul, København Vineyard, Stop Spild Lokalt, Regen/Kristuskirken, Nørrebrobyggerne, FMKB (Familier Med Kræftramte Børn) og mange flere organisationer, foreninger og institutioner, som gør et stort stykke arbejde med at formidle julehjælp til trængte familier.
Det videre forløb
Klubben sender i den kommende tid information til de organisationer, som har søgt om julehjælp og sørger for at uddele gavekort til familierne.
Ønsker man at gøre brug af gavekortene, skal man registrere sig på fck.dk med koden på gavekortet, og herefter sender vi rabatkoder, hvorefter man til og med den 19. februar 2024 kan trække fire billetter pr. gavekort til FC Nordsjælland-kampen.
Julefest den 24. december
Vi minder om, at man indtil den 4. december også kan tilmelde sig julefesten den 24. december, hvor F.C.København og Røde Kors Hovedstaden sammen inviterer borgere med begrænset netværk til samvær og fejring af julen.
>> Læs her om ansøgning til julefesten