Alfred Johansson bliver cheftræner i Rosenborg BK
F.C. Københavns U19-træner, Alfred Johansson, er blevet solgt til norske Rosenborg BK, hvor han tiltræder som cheftræner.
Morten Bisgaard overtager opgaven som cheftræner for FCKs U19-hold, og Martin Vingaard bliver Player Development Coach, og Sune Kim Holmgren bliver cheftræner på U17.
Alfred Johansson har været en del af FCK Talent i forskellige stillinger siden 2015 med en afstikker til AIK i Stockholm og har siden 2020 været cheftræner for U19-holdet.
”Alfred er en rigtigt dygtig træner, som vi har været meget glade for at have i vores talentafdeling i F.C. København, så det er ambivalent, at han nu tager til Rosenborg," siger udviklingsdirektør Sune Smith-Nielsen.
"Vi kommer til at savne en trænerkapacitet som ham i det daglige, men vi har et stærkt miljø med kompetente afløsere. Vi er samtidig glade og stolte på Alfreds og vores vegne over, at han får mulighed for at prøve sig af på seniorniveau i en stor traditionsklub som Rosenborg."
For Alfred Johansson er skiftet også med blandede følelser:
”Jeg har haft en fantastisk og inspirerende tid i F.C. København, og jeg har elsket at være en del af det miljø og den kultur, vi har i klubben."
"Det er selvfølgelig en stor mulighed for mig at blive cheftræner i en klub som Rosenborg, og den udfordring kunne jeg ikke sige nej til. Jeg vil gerne takke klubben og alle de dygtige spillere, trænere og ledere, jeg har arbejdet med i klubben, og jeg vil helt sikkert stadig følge nøje med i, hvordan det går i FCK,” siger Alfred Johansson.
Afløseren som U19 træner bliver den nuværende Player Development Coach Morten Bisgaard, og Martin Vingaard overtager den rolle, og Sune Kim Holmgren bliver cheftræner på U17 holdet.
”Vi har et meget stærkt setup og mange kompetente trænere i vores fold, så vi er meget trygge ved den her rokade. Desuden vil vi rekruttere en ny Player Development Coach til vores U17 hold, så vi står endnu stærkere samlet set,” siger Sune Smith-Nielsen.
Alle i FCK ønsker Alfred Johansson alt det bedste i Rosenborg og takker for hans indsats for klubben.