Valdemar Lund

Valdemar Lund solgt til Molde FK

F.C. København har solgt Valdemar Lund til Molde FK, som han skifter til med øjeblikkelig virkning.

Valdemar Lund kom til FCK fra vores samarbejdsklubber, AB Tårnby og Sundby Boldklub, og fortsatte sin udvikling i F.C. Københavns talentafdeling, inden han i sommeren 2021 blev rykket op i førsteholdstruppen. Nu går turen videre til den norske topklub.

PC: Lidt ekstra vemodigt
”Det er altid lidt ekstra vemodigt, når en der har været i klubben så længe som Valdemar rejser videre," siger sportsdirektør Peter Christiansen.

"Vi synes, at han er en meget dygtig spiller, men vi har sammen med ham og hans bagland nået den konklusion, at han har brug for en frisk start og bedre muligheder for kontinuerlig spilletid på højt niveau."

”Derfor er vi glade for, at vi sammen med Valdemar har fundet en god klub, han kan blive en del af. Vi ønsker ham alt det bedste fremover, hvor vi selvfølgelig vil have et øje på ham,” siger Peter Christiansen.

Valdemar Lund: En speciel følelse
For Valdemar Lund er skiftet et nyt kapitel i fodboldkarrieren efter mange år i F.C. København.

”Det er en speciel følelse at rejse videre," siger Valdemar.

"Jeg elsker F.C. København, og det vil altid være min klub, men jeg er også nødt til at tænke på min udvikling, og hvordan jeg når det højest mulige niveau."

"Det kræver, at jeg spiller flere kampe, end jeg har gjort på det seneste i FCK, og derfor er det den rigtige beslutning at prøve noget andet."

”Det er svært at sige farvel til alle i og omkring klubben, men jeg vil stadig komme forbi og helt sikkert også komme i Parken til kampene, når jeg kan,” siger Valdemar Lund.

Valdemar Lund siger farvel til holdkammeraterne
Valdemar sagde farvel til holdkammeraterne tidligere på dagen, inden han tog over til Moldes træningslejr. Foto: Gaston Szerman.


Neestrup: Vi skylder alle Valdemar en stor tak
"Det gør ondt at sige farvel til Valdemar Lund, som er en af vores egne unge spillere, som rigtig mange dygtige trænere har været med til at uddanne og udvikle gennem mange år."

"Valdemar er en ægte FCK'er, som har haft et ønske om at komme væk efter meget, meget svære overvejelser. Det har ikke altid været nemt for Valdemar, men jeg vil huske - og jeg synes at alle andre skal huske - at Valdemar var en af de spillere, som spillede FCK til The Double i foråret i en ekstremt presset situation."

"Han spillede en perfekt pokalfinale, og da vi havde allermest brug for at stå sammen, var han var en af de spillere, der stillede sig ind i en treback-kæde ude på Brøndby Stadion og vandt en enorm vigtig sejr."

"Med andre ord, trods bump på vejen, har Valdemar i en svær tid leveret for F.C. København, og det skylder vi ham allesammen en tak for."

"Valdemars jagt på kontinuerlig spilletid, som hans talent berettiger ham til, bliver nu i Molde, og alle i F.C. København og ikke mindst jeg selv ønsker ham rigtig mange gange held og lykke."

- - - -

Alle i F.C. København ønsker Valdemar alt det bedste fremover og takker for hans indsats for klubben.

Valdemar Lund
Foto: Gaston Szerman, FCK Media