1-2-nederlag i Derby-testen
Brøndby vandt dagens Derby-test på Estadio Algarve med 2-1 på mål af Rasmus Lauritsen og Oscar Schwartau, mens Roony Bardghji reducerede kort før tid.
Lauritsen headede dem foran efter et kvarter, da han stod umarkeret på et hjørnespark og ikke levnede Alex Rúnarsson nogen chancer med et hårdt og velplaceret hovedstød.
Siden var vi mest på bolden, mens Brøndby mest lurede på omstillinger. Lerager havde en udmærket chance efter en halv time, og Froholdt en endnu større i halvlegens sidste minut, hvor han sendte bolden over mål.
Syv minutter efter pausen mistede Denis Vavro bolden på egen halvdel, så Oscar Schwartau kunne løbe ned og øge til 2-0.
Både indskiftede Hjalte Bidstrup samt Orri Óskarsson, Roony Bardghji og Jordan Larsson havde større eller mindre muligheder for at skabe spænding, men det lykkedes først i 86. minut, da Roony med en behersket flugter sendte bolden over i det lange hjørne.