Indmarch i Parken

Fire mulige debutanter i aften

FC. København har fire mulige debutanter i truppen til aftenens Champions League-brag mod Manchester City.

Scott McKenna, Magnus Mattsson, Alex Rúnarsson og Oscar Buur kan alle få officiel debut, men det skal gå meget galt på keeper-posten, hvis alle fire kommer på banen i aften!

McKenna, Mattsson og Rúnarsson kom til klubben lige inden transferdeadline, mens 17-årige Oscar Buur fra U19-truppen varetager rollen som tredjekeeper, efter Theo Sanders skade og Andreas Dithmers lejeaftale med Jong FC Utrecht.

>> Se alle sæsonens til- og afgange her

Endnu har ingen FCK-spiller fået debut fra start i en Champions League-gruppekamp eller 1/8-finale.

Vi har dog også kun været i 1/8-finalen én gang før, men der debuterede Pierre Bengtsson, da han afløste Oscar Wendt et kvarter før tid mod Chelsea den 22. februar 2011.

Pierre Bengtsson
Pierre Bengtssons debut mod Chelsea i Parken for næsten præcis 13 år siden. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


To spillere har fået debut i en Champions League-gruppekamp :

  • Georg Margreitter kom ind i 86. minut hjemme mod Juventus den 17. september 2013
  • Christian Sørensen, kom ind i 78. minut ude mod Dortmund den 6. september 2022
Christian Sørensen
Christian Sørensen debuterede i Dortmund. Foto: Christian Boier, FCK Media


FCK-debutanter i øvrige europæiske knockout-runder:

  • Dame N’Doye, 19. februar 2009 hjemme mod Man. City (UEFA Cup)
  • Martin Vingaard, 19. februar 2009 hjemme mod Man. City (UEFA Cup)
  • Uros Matic, 16. februar 2017 ude mod Ludogorets (Europa League)
  • Nicolai Boilesen, 23. februar 2017 hjemme mod Ludogorets (Europa League)
  • Jonas Wind, 22. februar 2018 ude mod Atletico Madrid (Europa League)
Jonas Wind
Jonas Winds debut i Madrid i 2018. Foto. Power Sport Images via Getty Images