Kampreferat: Samme premierecifre som for et år siden

"Skarpheden til forskel i de to felter" lød overskriften for et år siden, da vi indledte foråret med en 3-0-sejr i Silkeborg. Det kunne den også have heddet i dag, men selv om hjemmeholdet havde flere store chancer ved 0-0, vandt vi til sidst ganske fortjent.

Neestrups 11 udvalgte var Grabara – Vavro, Diks, McKenna, Sørensen – Elyounoussi, Højlund, Falk, Sørensen – Mattsson, Claesson, Achouri. I forhold til City-kampen startede Højlund og Sørensen for Diogo og Jelert, og formationen var som udgangspunkt 3-4-3, ligesom sidst vi spillede herovre i pokalen.

”En kombination af vores gameplan, og at der røg et par gutter i svinget forleden,” sagde Neestrup til FCK TV i sin optakt og hentydede til, at både Jelert, Lerager og Boilesen i fredags udgik af træningen med skader.

Tonni Adamsen erstattede Silkeborgs karantæneramte (og skadede) topscorer Alexander Lind, og salg og skader medførte et nyt centerforsvar med Robin Østrøm og nyindkøbte Frederik Rieper.

Vi kom udmærket fra start, og allerede i femte minut så man lidt usikkerhed i hjemmeholdets bageste kæde, da de mistede bolden lige uden for eget felt, men Elyounoussis flade afslutning sad lige på Nicolai Larsen.

Det første kvarters tid var pænt uden at være prangende, og efter 18 minutter var det centimeter fra, at vi var kommet foran. Pelle Mattsson lavede frispark på Achouri ude i venstre side, og på Sørensens præcise dødbold til fjerneste stolpe bankede Vavro bolden i nettet, muligvis vis Stéfan Teitur Thordarson.

Vi fik aldrig opklaret, hvem der scorede, for efter et længere VAR-tjek blev målet annulleret for en hårfin offside, som fik selv Kent Nielsen til at ryste på hovedet over denne form for millimeter-retfærdighed.

Kamil Grabara
Kamil Grabara bokser en bold væk. Foto: Jan Christensen, Getty Images


Siden blev spillet mere lige, men foregik mest mellem felterne, og omkring den halve time var det ikke nogen køn kamp med en del boldtab fra begge sider.

Da vi tog hul på de sidste ti minutter af halvlegen, viste vi dog gode offensive takter med blandt andet et Elyounoussi-indlæg til bageste stolpe, som Achouri lige akkurat kom for sent til, og Falk var også lige ved at få en McKenna-fremlægning i feltet med.

Efter 38 minutter satte vi også et godt, hurtigt angreb op via Mattsson og Claesson, men Robin Østrøm clearede for næsen af Elyounoussi.

To minutter senere spillede Oscar Højlund Magnus Mattsson i feltet, og han bankede bolden godt ind ved nærmeste stolpe, men flaget gik hurtigt for en tydeligt offside på Oscar, da Claesson sendte ham til baglinjen.

Oscar Højlund
Oscar Højlund startede inde for tredje gang i 3F Superliga. Foto: Jan Christensen, Getty Images


Denne fine periode fulgte dog ikke spillerne helt til pausen, og i stedet skulle vi være glade for, at det stadig stod 0-0. Grabara halvklarede et Thordarson-langskud til hjørne, som polakken imidlertid ikke fik godt ram på, så bolden dumpede ned hos en helt fra Callum McCowatt ti meter fra mål. Heldigvis havde Vavro forudseende taget opstilling på stregen, da Grabara gik ud til hjørnet, og han afværgede fornemt australierens afslutning.

”Jeg synes, de er meget åbne for omstillinger, men vi har ikke været gode nok til at udnytte det,” sagde Kent Nielsen i pausen, og det kunne han have gentaget et halvt minut inde i 2. halvleg, for der brændte en kæmpe chance! McCowatt opsnappede en løs bold på midten, og Anders Klynge spillede Adamsen fri til skud i feltet, men han sparkede forbi mål på det store tilbud.

Bare to minutter efter kunne vi dog også have scoret, da Elyounoussi headede forbi på et Achouri-indlæg fra venstre, og nogle minutter senere var Mattsson meget tæt på at kunne afslutte, da Elyounoussi lagde bolden ind i feltet.

I den underholdende og afvekslende indledning på 2. halvleg fik Adamsen ny stor kontrachance i 52. minut, da Lobambo Musonda sendte Klynge afsted på vores halvdel, men da han spillede Adamsen fri i feltet, gik Grabara godt ud og gjorde vinklen lille og reddede med en fodparade.

Kort efter var Pelle Mattsson lige ved at nå en stikning i feltet fra Klynge, men Grabara var igen hurtigt ude i feltet og sikrede sig bolden – og i stedet slog vi til i den anden ende.

Achouri sendte Sørensen afsted i venstre side, og han slog en sukkerbold til fjerneste stolpe, hvor ”vores” Mattsson kastede sig frem og styrede bolden i nettet til 1-0.

Jubel efter scoring
Magnus Mattsson har scoret til 1-0 mod sin tidligere klub. Foto: Jan Christensen, Getty Images


Assistent Sørensen blev herefter udskiftet med Birger Meling, som fik sine første minutter, siden han blev skadet mod Vejle i Parken den 21. oktober.

Mål har det som bekendt med at ændre fodboldkampe, og fra nu af blev vi bedre og bedre, mens Silkeborg tabte pusten lidt.

Elyounoussi var lige ved at løbe fri på en god dybdebold fra Diks, og da vi rundede en times spil var nordmanden tæt på igen. Et langt Grabara-udkast til Oscar Højlund startede det hele, og da Claesson headede et Højlund-indlæg på tværs af mål, var Elyounoussi lige ved at overliste Nicolai Larsen, som afværgede med hjælp fra overliggeren.

I 63. minut fik vi det vigtige andet mål, som viste sig definitivt at punktere kampen. Igen begyndte det med et hurtigt Grabara-udkast, denne gang til Elyounoussi i højre side, og på hans fine dybdebold løb Claesson fri af Frederik Rieper, rundede keeperen og trillede bolden i tomt mål. Hurtigt, enkelt og effektivt!

Viktor Claesson
Foto: Jan Christensen, Getty Images


Fra nu af kørte vi mest bare bolden rundt mod et modløse Silkeborg-hold, som havde haft sine chancer, men manglede den skarphed, vi lagde for dagen. Victor Froholdt og William Clem fik de sidste 20 minutter for Achouri og Højlund, og dermed kom Clem også i ”officiel” aktion for første gang siden midten af september.

Ankersen fik også de sidste minutter i stedet for Magnus Mattsson, hvor Mohamed Elyounoussi udbyggede sejrscifrene til 3-0. Victor Froholdt erobrede bolden på egen halvdel og sendte ham afsted fra midten af banen, og han løb hele vejen ned i feltet og udplacerede køligt Nicolai Larsen med et fladt spark i det lange hjørne.

Tre point på kontoen efter en solid præstation - og så er vi i gang med et forår, der tegner mere spændende end længe!

Mohamed Elyounoussi
Mohamed Elyounoussi fejrer sit mål til 3-0. Foto: Jan Christensen, Getty Images