U19-nederlag til brasilianske Flamengo
U19 tabte 1-2 til brasilianske Flamengo i den anden kamp i turneringen i Marokko, men var efter tirsdagens 2-0-sejr over FUS Rabat allerede sikre på at gå videre til kvartfinalerne.
Vi skiftede også ni mand i startopstillingen i forhold til i går, og det spillede måske lidt ind på kampens indledning, hvor brasilianerne dominerede klart i store dele af 1. halvleg.
De fik også en perfekt start med en scoring i det andet minut, og selv om de ikke væltede sig i store chancer blev det 2-0 efter et kvarter, hvor vi endnu ikke rigtig havde sat noget offensivt op selv.
Men efterhånden arbejdede vi os ind i kampen, og kort før pausen reducerede Roberto Risnæs på vores første egentlige chance efter forarbejde af Neo Jönsson i højre side.
Efter pausen kom vi helt anderledes ud til kampen og dominerede nu mod et brasiliansk hold, der fandt alle tricks frem fra ”unodebogen” for at trække tiden. Men så fik vores spillere også trænet den tålmodighed, der skal til for at håndtere disse situationer, for det er nok ikke sidste gang i karrieren, de oplever det!
Desværre kom vi ikke til ret meget på den sidste tredjedel, selv om vi pressede godt på for udligning og havde nogle gode angreb, hvor den sidste skarphed manglede i pasningerne.
Efter fem minutters tillægstid kunne brasilianerne derfor juble over sejren, der sikrer dem førstepladsen i gruppen, mens vi må nøjes med andenpladsen.
Generation Foot venter i kvartfinalen
Vi møder nu det stærke senegalesiske akademi, Generation Foot, i kvartfinalen torsdag kl. 10. De vandt turneringen sidste år, så der venter endnu en god modstander. Det er også lige hvad trænerstaben havde håbet på, både for den enkelte spillers udvikling og for holdets – ikke mindst med henblik på 1/8-finalen i Youth League mod MSK Zilina om en uge samt kampene i den hjemlige U19-liga, hvor vi indleder med et topbrag mod FC Midtjylland lørdag den 2. marts, kl. 13 på Nummer 10.
Men foreløbig venter der stadig tre kampe her i Marokko. Kvartfinalen samt en semifinale eller placeringskamp i løbet af torsdagen samt en sidste placeringskamp fredag, inden hjemrejsen lørdag.
I eftermiddag får spillerne et lille frirum, når de skal på sightseeing i Rabat og dermed får set lidt mere end bare hotellet og akademiet, hvor turneringen afvikles.
Matchfacts
Onsdag den 21. februar 2024, kl. 11.00 på The Mohammed VI Football Academy, Rabat (2 x 25 min.)
F.C. KØBENHAVN U19-FLAMENGO 1-2 (1-2)
2.: 0-1 Antonio da Silva Neto
16.: 0-2 Adriel de Moraes
23.: 1-2 Roberto Risnæs
Holdet: Tobias Breum-Harild – Graham Ankamafio, William Glindtvad, Cornelius Olsson (anf.) (26.: Hjalte Bidstrup), David Katlego – Jonathan Moalem (38.: Oliver Højer), Andreas Clasen (49.: Hunor Vajk Németh), Tamas Szücs – Neo Jönsson, Roberto Risnæs (38.: Amin Chiakha), Queyrell Tchicamboud (26.: Galdur Gudmundsson)