Galdur Gudmundsson

U19 spiller kvartfinale i Marokko kl. 10

Torsdag kl. 10.00 spiller U19 kvartfinale i turneringen i Marokko, og modstanderen er Generation Foot fra Senegal. Du kan igen streame kampen direkte på arrangørernes Youtube-kanal.

Vi får desuden et direkte link til kampen kort før kickoff, som vi deler på X (tidl. twitter).

Generation Foot vandt sin indledende gruppe foran AFC Ajax og SC Braga, hvilket bekræfter historien om, at det ikke altid er de klubber, som vi kender bedst hjemme i Danmark, som markerer sig bedst i ungdomsårgangene.

Sidste år vandt Generation Foot hele turneringen her i Marokko ved at slå FUS Rabat i finalen. Det var det dem, vi slog 2-0 i den indledende gruppe i tirsdags, mens et 1-2-nederlag til Flamengo i går betød, at vi blev nummer to i gruppen efter brasilianerne.

Generation Foot slog SC Braga med 3-0 i deres første gruppekamp og spillede 1-1 med AFC Ajax takket være et saksespark i sidste minut, som sikrede senegaleserne førstepladsen i gruppen.

Efter formiddagens gruppekampe havde alle hold kampfri om eftermiddagen, hvor der var arrangeret en sightseeing-tur i Rabat, så man også fik set lidt mere end en lufthavn, et hotel og et stadion.
 

Holdfoto foran Hassan Tower i Rabat
Holdfoto foran Hassan Tower i Rabat under tirsdagens sighhtseeing. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media


Stor tilfredshed med stærk modstander
Selv om vi nu får en skrap modstander i kvartfinalen, så er der stor tilfredshed i Talentafdelingen med endnu en kamp mod et stærkt hold, som vi ikke kender på forhånd.

Selvfølgelig handler det altid om at vinde, når vi går på banen, men disse turneringer handler også meget om udvikling af den enkelte og af holdet – og om at forberede sig optimalt til tirsdagens Youth League 1/8-finale mod MSK Zilina.

Derfor var det også vigtigt enten at blive nummer 1 eller 2, hvilket vi var sikre på efter den første kamp. De to bedste er nemlig sikret fem kampe i turneringen, mens 3’erne kun får fire kampe, og alt dette har også betydning for, at flest mulig kan få mest mulig spilletid.

Alle 20 spillere i truppen har allerede fået spilletid i de to første kampe, og truppen er fortsat skadefri, så trænerne frit kan vælge.

I dagens kvartfinale er spilletiden 2 x 30 minutter mod 2 x 25 minutter i de indledende kampe, og i tilfælde af uafgjort, går man direkte til straffespark.

U19-truppen er indkvarteret på Marokkos fodboldforbunds træningsanlæg
Truppen er indkvarteret på Marokkos fodboldforbunds træningscenter i Rabat. Foto: Torkil Fosdal, FCK Media