William Glintvad scorer i semifinalen

U19-holdet i finalen i Marokko

U19 er klar til fredagens store finale i den internationale turnering i Marokko. Værterne fra AMF Academy Mohammed VI de Football blev besejret 2-0 i semifinalen torsdag aften.

I finalen, der spilles fredag eftermiddag kl. 16.00, venter hollandske Ajax der slog spanske Sevilla 4-1 efter straffesparkskonkurrence i den anden semifinale senere torsdag aften.

Midterforsvareren William Glindtvad bragte de unge løver på 1-0 allerede efter fire minutters spil, da han efter et hurtigt taget hjørnespark satte hovedet på et fremragende indlæg af Jonathan Moalem.

Syv minutter efter pausen blev det 2-0, da 'Man of the Match' Hunor Vajk Németh fandt en helt fri Roberto Risnæs, der også scorede på hovedstød - og endnu engang kom målet efter en fin hjørnesparkskombination. Risnæs havde netop afløst Amin Chiakha i pausen.

I kvartfinalen torsdag formiddag vandt Morten Bisgaards tropper 2-1 over sidste års vindere Generation Foot fra Senegal på mål af Queyrell Tchicamboud og Amin Chiakha.

I slutkampene i turneringen i Rabat spilles der to gange 30 minutter, og udover Ajax og Sevilla har turneringen haft deltagelse af andre europæiske hold som Liverpool, Braga, Galatasaray og Strasbourg.

Husk, at du kan følge kampene fra turneringen i Marokko direkte på arrangørernes Youtube-kanal. Og finalen spilles altså fredag kl. 16.00.

Matchfacts
Torsdag den 22. februar 2024,  kl. 17.00 på The Mohammed VI Football Academy, Rabat.
F.C. KØBENHAVN U19-MOHAMMED VI FOOTBALL ACADEMY (Marokko) 2-0 (1-0)
4.: 1-0 William Glindtvad
38.: 2-0 Roberto Risnæs

Oscar Buur - Hjalte Bidstrup (52.: David Katlego), Cornelius Olsson, William Glindtvad, Tristan Andrew - Jonathan Moalem, Hunor Vajk Németh, Oliver Højer (31.: Andreas Clasen) - Galdur Gudmundsson (60.: Aksel Halsgaard), Amin Chiakha (31.: Roberto Risnæs), Queyrell Tchicamboud (41.: Tamás Szücs)

Ikke benyttet: Tobias Breum-Harild, Nicolai Blicher, Neo Jönsson, Graham Ankamafio