Neestrup: Det gør ondt at tabe en så vigtig kamp, men vi giver ikke op
”Det gør selvfølgelig ondt at tabe en meget vigtig kamp mod en direkte konkurrent, men vi har bestemt ikke opgivet håbet endnu, for de andre hold kan stadig sætte point til i de sidste runder,” sagde Jacob Neestrup efter den store skuffelse i Parken, hvor midtjyderne vandt topkampen med en 2-1-sejr.
”Men det er jo vanvittigt, at vi taber sådan en kamp som den her, når vi har så mange chancer, både før og efter deres to mål. Og de kommer jo på to gigantiske fejl, som selvfølgelig ikke må ske, men sådan er fodbold bare engang imellem. Alle på topniveau kan lave fejl, det ved alle.”
”Og selv om det var en kold dukkert, så var der stadig tid nok til at komme tilbage, og som sagt skabte vi jo også rigeligt med chancer og trykker dem helt i bund det meste af 2. halvleg, indtil vi begynder at åbne lidt op til sidst. Mange gode angreb, godt flow i spillet, presser dem på et meget højt niveau…”
”Så selv vi endte med at tabe, så synes jeg faktisk, vi spillede en god kamp, men det minder mig om de to kampe før jul, som vi også tabte 1-2 (mod AGF og Viborg, red.) efter at have spillet virkelig godt, og det her var altså tredje gang i sæsonen, at det skete. De point mangler vi jo nu, for vi havde selvfølgelig foretrukket, at vi selv kunne afgøre det i de sidste kampe," sluttede Jacob Neestrup.