Sagt før: Europa-playoff
”Der venter en vigtig og spændende kamp fredag aften kl. 19.00 i Telia Parken, hvor vi skal ud i en playoff-kamp for at kvalificere os til Europa League i den kommende sæson.”
Sådan skrev vi før den tilsvarende Europa-playoff for seks år siden, og den eneste forskel er, at stadion nu blot hedder Parken, og at vi spiller om en plads i Conference League – ellers er budskabet det samme.
Derfor handler ”Sagt før” denne gang om, hvad der blev sagt før den playoff, fredag den 25. maj 2018.
Forhistorien
Ved vinterpausen lå vi kun nummer seks, henholdsvis 18 og 17 point efter FC Midtjylland og Brøndby, men ”kun” 13 point efter FC Nordsjælland på tredjepladsen.
Efter en stærk forårsstime var nordsjællænderne inden for rækkevidde, da vi indledte Mesterskabsspillet, og med fire kampe igen erobrede vi den tredjeplads, der automatisk gav Europa League-kvalifikation.
Men så knækkede kurven, selv om vi stadig spillede udmærket, bortset fra et 0-1-nederlag i Aalborg på et Kasper Kusk-mål i sidste minut.
I næstsidste runde tog vi imod FC Midtjylland, der lå á point med Brøndby i guldkampen, og 22 point længere nede i tabellen lå vi á point med FCN i kampen om 3.-4. pladsen.
Vi tabte 0-2 til FCM, men kun med en sejr i Farum på sidste spilledag sikre tredjepladsen, men 0-0 var nok for FCN, og derfor stod der altså playoff på menuen.
Fischer: Opbakningen er helt nødvendig
”Det er en kamp, som vi ikke havde håbet, vi skulle ud i!,” sagde Viktor Fischer, mens vi endnu ikke vidste, om vi skulle møde AGF eller SønderjyskE.
”Nu må vi lynhurtigt omstille os, og så er det vigtigt, at alle, der er omkring det, uanset om man er spiller eller fan, ser det som det, det er: en utrolig vigtig kamp. Det er rigtigt, rigtigt vigtigt for F.C. København, for holdet og for fansene i forhold til næste sæson. Det er all in på fredag i den sidste chance for at få noget ud af den her sæson,” sagde Fischer.
Det blev AGF
Dengang var der to grupper i Nedrykningsspillet, og de to gruppevindere skulle først spille en playoff-runde hjemme og ude om retten til at spille Europa-playoff.
Det blev 2-2 i Aarhus, efter AGF smed en 2-0-føring i de sidste 12 minutter, men i Haderslev vandt AGF 2-0. Martin Pusic scorede henholdsvis to og et mål, men ragede også en karantæne til sig, så han ikke kunne spille i Parken.
Ståle: Utroligt vigtigt
”Det er utroligt vigtigt for os som klub og for holdets udvikling, at vi kommer med i Europa i den kommende sæson,” sagde Ståle.
”Det er det, vi har jagtet hele foråret, og nu er det sidste udkald for os. Derfor er vi selvfølgelig under pres for at skabe et resultat, men det er vi klar over og klar til. Det håber vi også, at fansene er, for det er vigtigt for os alle sammen.”
Når det nu skal være…
Det var selvfølgelig ikke fjerdepladsen og playoff-kampen, vi havde jagtet, men muligheden for igen at spille europæisk, og det fremgik også af flere af spillernes udtalelser, som f.eks. Nicolai Thomsens til FCK TV:
”Vi havde selvfølgelig gerne været den foruden, men når det nu skal være, så tror jeg, at det bliver en fed kamp med meget på spil og en intens stemning.”
Rasmus Falk tilføjede:
”Vi har selv bragt os i den situation, og så vi må også gøre det færdigt. Der har været mange gode ting i det forår, men det glemmer vi lidt nu, for det ser ikke godt ud at ende som nummer fire. Men foråret har været langt bedre end efteråret, så der er mange ting at bygge videre på.”
Muligt Ankersen-farvel
Det var på tale, at Peter Ankersen måske spillede sin sidste kamp, for som vi skrev på fck.dk:
Forude venter både muligheden for VM og et klubskifte, men det beskæftiger Ankersen sig slet ikke med lige nu:
"Nej, vi har haft nok at se til det her forår med at indhente Nordsjælland, og med den her playoff får vi endnu en mulighed for selv at afgøre, om vi skal spille europæisk næste sæson. Så det er udelukkende der, jeg har alt fokus, og så tager vi alt det andet bagefter," lød det fra Ankersen, som blev en sæson mere, inden han rejste til Italien.
Derimod tog vi før playoff-kampen afsked med Erik Johansson, Mikael Antonsson og Andrija Pavlovic, og senere på sommeren blev Federico Santander solgt til Bologna, og Robin Olsen til Roma.
Sikker 4-1-sejr
Vi lagde stærkt ud, og allerede efter ti minutter scorede Santander på en returbold, efter at Falk havde ramt underkanten af overliggeren (med bolden, altså).
Den senere FCK-spiller Jens Stage udlignede dog tre minutter efter på et indlæg fra den tidligere FCK-spiller Casper Højer, selv om han helt tydeligt var offside. Men det var før VAR…
Vi dominerede fortsat spillet, og midt i 1. halvleg headede Erik Johansson os foran 2-1, hvilket holdt til pausen.
Syv minutter efter pausen bankede Ankersen bolden ind til 3-1 og en mere beroligende to-måls-føring, og et kvarter før tid øgede Fischer til slutcifrene 4-1.
De to hold
FCK: Stephan Andersen - Peter Ankersen, Michael Lüftner, Erik Johansson (83.: Pierre Bengtsson), Nicolai Boilesen - Robert Skov (79.: Jan Gregus), Carlos Zeca, Rasmus Falk (77.: William Kvist), Viktor Fischer - Pieros Sotiriou, Federico Santander
Ikke benyttet: Robin Olsen, Mads Roerslev, Nicolaj Thomsen og Carlo Holse
AGF: Aleksandar Jovanovic - Dino Mikanovic, Jesper Juelsgård, Niklas Backman, Casper Højer - Daniel A. Pedersen, Jens Stage, Bror Blume (57.: Magnus Kaastrup), Martin Spelmann (75.: Mikkel Rask) - Jakob Ankersen, Kasper Junker (63.: André Riel)
Ikke benyttet: Steffen Rasmussen, Björn Daniel Sverrisson, Adama Guira og Nimo Gribenco