Lavazza bliver ny partner for F.C. Københavns kvindehold

Lavazza og F.C. København forlænger og styrker deres succesfulde samarbejde med en ny aftale, som nu også omfatter det nyopstartede kvindefodboldhold.

Med den nye aftale bliver Lavazza Officiel Partner for kvindeholdet og klubbens officielle kaffepartner frem mod 2028.Det betyder, at Lavazza kommer til at pryde Parkens tribuner sammen med brands som Carlsberg, Les Deux, adidas og Audi.

Med udvidelsen af samarbejdet melder Lavazza sig ind i rækken af virksomheder, der bakker aktivt op om F.C. Københavns indsats for at gøre fodbold tilgængeligt for alle.

Målet er at skabe et kvindehold, der på sigt skal konkurrere med de bedste og inspirere fremtidige generationer af piger og kvinder i alle aldre.

”Vi glæder os til at styrke og udvide vores allerede tætte samarbejde med F.C. København og Parken," forklarer Tom Faurschou, adm. direktør hos Lavazza Denmark ApS.

"Det nye kapitel i vores partnerskab markerer et betydeligt større engagement, hvor vi bl.a. støtter op om klubbens ambitiøse mål om at udvikle et stærkt kvindefodboldhold i Danmark."

"Lavazza har længe arbejdet med at styrke kvinders rolle i alle dele af kaffebranchen – både blandt vores medarbejdere og i de lokale kaffesamfund. Vi hylder passion, faglig dygtighed og innovation, og vi håber, at det nye partnerskab vil motivere alle til at gå efter deres drømme – og ikke mindst give både fans og spillere en masse velsmagende italienske kaffeoplevelser, " forklarer Tom Faurschou.

Hos F.C. København vækker udvidelsen af sponsoratet også glæde, siger kommerciel direktør Mikkel Grove Lindsted:

”Lavazza har været en fantastisk partner for F.C. København siden 2020, og vi er glade for at udvide vores samarbejde og samtidig byde dem velkommen som partner for kvindeholdet."

"Vi er stolte over, at endnu et stort internationalt brand ser potentialet i kvindefodbolden og bakker op om vores arbejde med at skabe et stærkt og konkurrencedygtigt fodboldhold for kvinder – og samtidig inspirere endnu flere piger og kvinder til at træde ind i fodbolden,” udtaler Mikkel Grove Lindsted.