Roberto Risnæs

U19 godt fra start: 3-0 i Aarhus

På to mål af Roberto Risnæs og et straffespark af Tristan Andrew kom F.C. Københavns U19-hold godt fra start i ligaen med en 3-0-sejr ude over AGF.

U19 indledte efterårssæsonen i Aarhus, og selv om vi teknisk set stadig er i sensommeren, så gav ”efterårssæson” bedre mening, da kampen blev fløjtet i gang på en regnfuld og blæsende fredag i Fredensvang.

Holdet fik tilført de nyligt oprykkede A-spillere, Oliver Højer og Amin Chiakha, som kun skulle spille de første 45 minutter, for der kan jo blive brug for dem på søndag i Farum, hvor de også er spilleberettigede. Det betød, at Morten Bisgaard sendte et hold på banen, der stort set var identisk med den stamme, der udgjorde holdet i foråret.

Vi indledte godt og dominerede de første 10 minutter, men efterhånden arbejdede AGF sig ind i kampen, som blev mere jævnbyrdig, og midt i halvlegen var Frej Elkjær tæt på at bringe dem foran på en kontra, men skød tæt forbi.

Efter den halve time havde AGF overtaget, og i 37. minut var de igen tæt på 1-0, men Oscar Buur reddede glimrende, da Stefan Tchamche afsluttede fra nært hold.

Det var derfor lidt mod spil og chancer, at vi kom foran to minutter før pausen, men opspillet fejlede bestemt ikke noget. Oliver Højer drev bolden ned mod AGF-feltet, gled af på en tackling fra én modstander og lavede en tunnel på den næste, inden han chippede bolden til bageste stolpe, hvor Roberto Risnæs headede den i en blød bue over AGF-keeperen og i nettet.

Efter pausen udgik Højer og Chiakha som sagt planmæssigt, og vi gik over i en 3-4-3, hvor Graham Ankamafio kom ind i bagkæden, og Galdur Gudmundsson på venstre kant, mens Risnæs rykkede ind som 9’er.

Vi indledte igen stærkt og sad helt på spillet, og efter ti minutter var det kun en stor redning af AGF-keeperen, der forhindrede Risnæs i at øge til 2-0 efter stærkt forarbejde af Jonathan Moalem.

Men da Neo Jönsson jagtede returbolden, blev han kantet ude i siden af feltet, og det takserede dommeren til straffespark, som Tristan Andrew elegant chippede ind midt i målet på panenka-måden.

Efter pausen var solen begyndt at vise sig over smilets by, men det var københavnerne, der havde mest at smile af, for selv om AGF forsøgte at melde sig ind i kampen igen, kom de ikke til nævneværdige chancer, og i stedet øgede vi til 3-0 efter at have kørt en kontra med klinisk effektivitet.

Moalem opsnappede en bold ti meter inde på egen halvdel, spurtede ned mod AGF-feltet og slap bolden i det helt rigtige øjeblik til Risnæs, som sparkede den fladt i nettet.

Det punkterede kampen definitivt, og selv om vi mod slutningen havde flere gode chancer til at øge, så blev det ved de 3-0 og dermed vores syvende ligasejr i træk over AGF, men den første med clean sheet.

U19 skal først i kamp igen efter landskamppausen, lørdag den 14. september i Haderslev, da den planlagte hjemmekamp mod FC Nordsjælland næste lørdag er udsat.


Fredag den 23. august 2024, kl. 14.00. U19-liga
AGF U19-F.C. KØBENHAVN U19 0-3 (0-1)
43.: 0-1 Roberto Risnæs
56.: 0-2 Tristan Andrew, str.
63.: 0-3 Roberto Risnæs

Oscar Buur – Hjalte Bidstrup, Cornelius Olsson, William Glindtvad, Nicolai Blicher – Jonathan Moalem, Tristan Andrew (81.: William Nørløv), Oliver Højer (46.: Graham Ankamafio) – Neo Jönsson (65.: Liam West), Amin Chiakha (46.: Galdur Gudmundsson), Roberto Risnæs (75.: Tristan Panduro)

Ikke benyttet: Tobias Breum-Harild