U19: 4-0 over OB efter forrygende 1. halvleg
Efter to udekampe i Aarhus og Haderslev spillede U19 i dag sæsonens første hjemmekamp, hvor OB kom på besøg. Fynboerne havde vundet deres første fire kampe, men fik ikke meget at skulle have sagt i de første 45 minutter.
Allerede i første minut scorede Jonathan Moalem til 1-0, da han blev spillet fri i feltet af Liam West, og efter et kvarter fordoblede han føringen med et vidunderligt spark fra hvad… 40 meter? Det var i hvert fald meget tættere på midterlinjen end på målet, men han fangede den fynske keeper på en skovtur og lobbede elegant bolden ned i det tomme mål.
Vi sad fortsat fuldstændig på spillet med sikker og opfindsom boldomgang, og fuldt fortjent blev det 3-0 efter en halv times tid. Amin Chiakha brød igennem i højre side, og ved fjerneste stolpe stod Roberto Risnæs klar til at sparke bolden i kassen.
Herefter udgik Hunor Vajk Németh planmæssigt, for det var hans første kamp efter en længere skadepause, og han blev erstattet af den tidligere OB’er, Tristan Panduro.
Siden slap vi lidt vel meget af det massive greb om kampen, men ved pausen havde OB endnu ikke sat Oscar Buur på prøver.
OB kom bedre og mere aggressivt ud efter pausen, og selv om de stadig ikke kom til store chancer, så dominerede de spillet med fysik og hårdt spil, som til tider også var over grænsen, især da Hjalte Bidstrup blev voldsomt stemplet.
Men vi holdt hovederne kolde, og gik undervejs over til en 3-4-3, da Graham Ankamafio afløste en småskadet Tristan Andrew.
Selv om vi efter pausen ikke fandt de flotte takter fra første halvleg, så tillod vi aldrig OB at få scoringsmæssige udbytte af deres spilovertag, og i stedet øgede Neo Jönsson - indskiftet i pausen for Moalem - til 4-0 mod slutningen efter en fiks aflevering fra Roberto Risnæs.
Matchfacts
F.C. KØBENHAVN U19-OB U19 4-0 (3-0)
1.: 1-0 Jonathan Moalem
15.: 2-0 Jonathan Moalem
31.: 3-0 Roberto Risnæs
83.: 4-0 Neo Jönsson
Oscar Buur - Hjalte Bidstrup, William Glindtvad, Waylon Renecke (87.: Brandon Llana), Nicolai Blicher (87.: Galdur Gudmundsson) - Hunor Vajk Németh (31.: Tristan Panduro), Tristan Andrew (67.: Graham Ankamafio), Jonathan Moalem (46.: Neo Jönsson) - Liam West, Amin Chiakha, Roberto Risnæs
Ikke benyttet: Tobias Breum-Harild