Neestrup: En præstation på det jævne, men vigtigt at få tre point
”Vores 1. halvleg var okay, men ikke perfekt, men der var flere fine momenter, lige som der var midt i 2. halvleg, men generelt kan og skal vi være bedre, end vi var i store dele af kampen. Så en præstation på det jævne, men vigtigst er stadig, at vi også får tre point på sådan en aften, ” sagde Jacob Neestrup efter 3-1-sejren over Vejle, der først blev definitivt sikret til allersidst.
”Vi havde jo kuglen i kassen flere gange før pausen, og offsiden er der jo ikke så meget at sige til, men det andet ved jeg nu ikke rigtig, om jeg er enig i, at det var så ”clear and obvious” med det frispark, men sådan er det, sket er sket.”
”Lige efter 2-0-målet har vi godt styr på tingene, men så mister vi jo helt kontrollen over kampen, hvor de får reduceret, inden vi så slutter godt af og får det tredje mål.”
”Jeg har godt set, vi lige nu ligger nummer et, og det er jo altid et dejligt syn, men lad os nu se, når runden er omme. Vi kan ikke gøre til eller fra i de andre kampe, men fokuserer på os selv, og vi er godt med pointmæssigt og kunne sagtens også have haft et par point mere, selv om præstationerne har været lidt svingende undervejs.”
”Nu har vi en times træningskamp i morgen, som er vigtig for de spillere, der ikke spillede i dag, og ellers retter vi alt fokus mod Betis-kampen på torsdag. Vi smed unødvendige point mod Jagiellonia, så vi skal derned og have point, og så kan vi tage snakken om Derby bagefter, for selvfølgelig ved vi godt, at det venter lige om hjørnet, når vi kommer hjem”.
Robert fik meget opmærksomhed denne aften og blev også en sikker vinder af afstemningen om Carlsbergs Man of the Match, og cheftræneren var helt enig i, at han leverede en flot præstation.
”Det var hans første start i Superligaen, efter at han startede inde i pokalkampen mod HB Køge, og vi kunne måske godt have bragt ham fra start noget før. Men vi har mange dygtige spillere i truppen, og Robert er en ung fyr, der er langt hjemmefra og også lige skal integreres rigtigt. Han er en dejlig spiller med et stort potentiale, som vi tror meget på."
"Han har mange af de samme egenskaber som Achouri og Daramy med sin fart og i én-mod-én-situationerne, og så er han også spilintelligent og kan indgå i kombinationerne,” sagde Neestrup om den unge brasilianske kantspiller, som efter kampen fik god hjælp af César Santin, da pressen stod i kø for at tale med ham.