Bolden rullede videre: Hearts-kampe under landesorg og verdenskrigens varsler
Torsdag kl. 18.45 spiller Heart of Midlothian F.C. for første gang i mere end 100 år igen i den danske hovedstad.
Vi tilbyder derfor en tur i tidsmaskinen til de fire stævnekampe, som skotterne spillede i Københavns Idrætspark: to kampe i 1912, der fandt sted i skyggen af Frederik den 8.’s død, og to kampe i 1914, som blev de sidste stævnekampe, inden 1. verdenskrig brød ud. En krig, som kostede tre af de skotske spillere livet i skyttegravene, mens mange andre blev alvorligt sårede.
De to kampe i 1912
Skotternes første kamp var planlagt til torsdag den 16. maj 1912, men to dage før afgik Frederik den 8. ved døden under et ophold i Hamborg, og alle offentlige forlystelser blev aflyst indtil videre.
DBU og Stævnet (et samarbejde om internationale kampe, som dengang omfattede KB, B.93, Frem og AB) mente dog ikke, at fodbold var en ”offentlig forlystelse” og søgte derfor justitsminister Fritz Bülow om dispensation til at spille kampen som planlagt. Den fik de onsdag aften, muligvis med opbakning fra den nye og idrætsinteresserede kong Christian X.
Meldingen til aviserne var derfor, at de roligt kunne annoncere kampen i torsdagens aviser, men senere på aftenen ved 23-tiden - efter aviserne var gået i trykken - kom der kontraordre.
Ikke fra kongen, regeringen eller justitsministeriet, men fra Københavns Idrætsparks bestyrelse, som kort meddelte, at Idrætsparken var lukket indtil videre i anledning af kongens død.
Præcis hvorfor vides ikke, og rygterne ville vide, at bestyrelsen ikke var enige i aflysningen. Man spillede da også den planlagte kamp søndag den 17. maj, og den aflyste kamp blev flyttet til tirsdag den 19. maj.
Det var Hearts’ første europæiske turne, og de havde indledt den med to store sejre over norske hold i Oslo (som dengang hed Kristiania). Den medrejsende reporter fra Edinburgh Evening News bemærkede, at de norske spillere havde det hele, bortset fra én ting: bevægelighed under knæet.
”Jeg har fået indtryk af, at dette skyldes, at de i en stor del af året bærer tunge støvler eller snesko, hvilket gør, at deres muskler under knæet ikke får motion. Hvis de kunne vride og dreje deres ankler i bevægelse, ville de uden tvivl hurtigt tiltrække opmærksomheden fra britiske klubber.”
Han fortalte også, at skotterne nærmest faldt i svime over, hvor flot Københavns Idrætspark var!
“Fodboldbanen er den fineste på hele kontinentet og overgås ikke af noget i Storbritannien. Den er næsten for kolossal til at beskrive med ord. Vores spillere og ledere var målløse og har aldrig set baner, der kan måle sig med denne.”
Fredag inden kampen overværede skotterne, at den afdøde konges kiste ankom til Hovedstaden med kongeskibet og blev kørt på en ligvogn gennem byens gader til Slotskirken, og det strømmede ind fra nær og fjern med kongelige og adelige fra hele Europa frem mod bisættelsen fredagen efter.
16. maj 1912 Stævnet-Hearts 1-1
De to Stævnekampe tiltrak sig derfor ikke den store opmærksomhed, men der kom da 7.-8.000 til den første kamp om søndagen. Stævnet stillede stort set med hele landsholdet og spillede 1-1 efter en flot indsats mod de professionelle skotter.
Frems Sophus ”Krølben” Nielsen scorede efter 20 minutter, og efter pausen fik danskerne annulleret et mål for frispark mod Hearts-keeperen Thomas Allen, og i stedet udlignede Hearts-angriberen Percy Dawson et kvarter før tid.
19. maj 1912 Stævnet-Hearts 2-0
Til den næste kamp, tirsdag den 19. maj kl. 18.15, kom der lidt færre tilskuere, men de blev vidner til en rigtig flot fodboldkamp. Skotterne savnede deres sædvanlige keeper Allen, der var rejst hjem, men havde fået stillet i udsigt, at de kunne låne KB’s Ludwig Drescher. Det lykkedes ikke, og i stedet stod innerwingen William Macpherson på mål.
Skotterne viste flot, teknisk spil med den shortpassing-spillestil, som adskilte dem fra englændernes “kick-and-rush”, men den aften manglede de skarpheden.
Den havde B.93-bomberen Anthon Olsen, som scorede to gange efter pausen - og som også scorede i alle Danmarks kampe ved OL senere på året, hvor vi (ligesom i 1908) vandt sølv med et hold, der var næsten identisk med det, der slog Hearts.
Landsholdet ved OL1912. Fra venstre: Anthon Olsen, Sophus 'Krølben' Nielsen, Harald Hansen, Paul Berth, Poul 'Tist' Nielsen, Sophus Hansen, Nils Middelboe, Charles Buchwald, Oskar Nielsen, Emil Jørgensen og Vilhelm Wolfhagen.
Kampene i 1914
Hearts kom igen to år senere og fik revanche ved at vinde besejre Stævnet med 2-1 både den 7. og 9. juni 1914.
Hjemme i Skotland var det Rangers og Celtic, der tog titlerne, men Hearts forbedrede fjerdepladsen i 1912 til tredjepladser i 1913 og 1914.
Mens deres kampe i 1912 fandt sted lige efter indvielsen af Atletikstadion (= Østerbro Stadion), så lå de nu lige efter Idrætshusets indvielse på Grundlovsdag den 5. juni 1914.
Grundlovsdag var der også en storkamp i Idrætsparken mellem Danmark og Englands amatørlandshold, hvor ca. 20.000 menes at være på plads. Et tal, der viser at kapaciteten ikke som oprindeligt forventet kun var på ca. 10.000, da banen blev indviet i 1911.
Men hvor skulle man også vide det fra, når det var Danmarks første rigtige stadion med stort set kun ståpladser. Men københavnerne stod åbenbart gerne meget tæt, skulder ved skulder, for at overvære den prestigefyldte kamp, som danskerne endda vandt 3-0.
7. juni 1914 Stævnet-Hearts 1-2
Der kom kun 5-8.000 til Hearts-kampene, og i den første gav Stævnet chancen til en række spillere, der ikke normalt fik spilletid i de internationale kampe. Kun Sofus Hansen og Nils Middelboe var gengangere fra landsholdet:
Sofus Hansen, Frem – Ødbert Bjarnholt, Frem, Nils Middelboe, KB – Henry Becker, KB, Richard Rasmussen, Frem – Holger Teilmann, AB, Hans Hansen, Frem – Kristian Gyldenstein, KB, Hjalmar Christoffersen, Frem, Samuel Thorsteinsson, AB, Svend Holm, AB, Emmert Emmertsen, AB.
Det var en udmærket kamp, hvor alle mål faldt i 1. halvlegs sidste kvarter. Thorsteinsson scorede det danske mål, og skotternes af debutanten Tom Gracie samt Harry Graham.
9. juni 1914 Stævnet-Hearts 1-2
I den anden kamp stillede Stævnet igen med landsholdet: Sofus Hansen, Frem – Svend Aage Castella, KB, Georg Brysting, KB – Ivar Lykke, KB, Nils Middelboe, KB, Paul Berth, AB – Victor Klein, B.93, Svend Knudsen, AB, Poul ’Tist’ Nielsen, KB. Sophus Nielsen, Frem, Vilhelm Wolfhagen, KB,
Poul ’Tist’ Nielsen fik et straffespark i 1. halvleg, som Nils Middelboe sparkede på underkanten af overliggeren, og de fleste aviser er enige om, at bolden studsede ned bag målstregen, før målmanden slog den væk, men der blev i hvert fald ikke dømt mål.
Efter 35 minutter fik ’Tist’ endnu et straffe, da en skotte stoppede et af hans skud med hånden, og denne gang sendte han selv bolden i nettet til pauseføring 1-0.
Trods en strid vind, som skotterne havde i ryggen efter pausen, dominerede danskerne kampen, og blandt andet skød Middelboe på stolpen, og den skotske keeper havde flere store redninger. Men otte minutter før tid udlignede wingen Willie Wilson, og han scorede også sejrsmålet tre minutter før tid.
1. verdenskrig brød ud
Hearts-kampene blev de sidste Stævnekampe med udenlandske hold indtil 1919 – bortset fra svenske og norske - for i efteråret udbrød 1. verdenskrig
Da var Hearts godt i gang med den nye sæson og førte endda den skotske liga, men det var ikke velset alle steder, at unge, raske mænd kæmpede på fodboldbanerne, mens andre kæmpede i slagmarkerne på kontinentet.
Tre Hearts-spillere var allerede i tjeneste, og i november gik de 13 øvrige til klubledelsen og bad om at blive løst fra deres kontrakter.
De fik lov på stedet, så de kunne melde sig frivilligt, og da rygtet spredtes, meldte 400 fans sig også i løbet af kort tid til det, der blev kendt som McCrae’s Battalion.
Professionelle spillere fra Londonklubben Clapton Orient (i dag Leyton Orient) meldte sig også som de første (senere fulgte flere andre skotske klubber), og der opstod et særligt bånd mellem Hearts og Orient, som blandt andet blev markeret med en venskabskamp den 13. juli i år som en hyldest til de faldne under 1. verdenskrig.
Tre af Hearts-spillerne, der spillede i Idrætsparken i juni 1914, Duncan Currie, Harry Wattie og Tom Gracie, betalte den højeste pris under krigen, og fire andre - Paddy Crossan, Alfie Briggs, Bob Mercer og Willie Wilson - blev alvorligt sårede.
Et meget lille antal blandt krigens millioner af ofre, men det er værd at mindes, når Heart of Midlothian igen besøger København 110 år efter klubbens seneste besøg og spiller på samme matrikel som de forfædre, for hvem det kort efter handlede om helt andre kampe end dem inden for grønsværens kridtstreger.
(Kilder bl.a. heartsfc.co.uk, londonhearts.com, Edinburgh Evening News, Politiken, Berlingske, Nationaltidende, Idrætsparkens arkiver)
