Fokus på Heart of Midlothian
Torsdag kl. 18.45 får vi besøg af Storbritanniens største fan-ejede klub i form af Heart of Midlothian – i daglig tale kaldet Hearts.
Midlothian er navnet på en kommune syd for Edinburgh, men klubbens hjemmebane, Tynecastle Park, ligger dog nogenlunde i hjertet af selve Edinburgh, ikke så langt fra byens anden store klub, Hibernian.
Begge klubber har det svært dette efterår og ligger sidst i Premiership, i øvrigt efter Kilmarnock, som vi mødte i playoff. Ligaens 12 hold mødes tre gange, og de seks bedste går til et slutspil, og de seks nederste til nedrykningsspil, hvor nr. 12 rykker direkte ned, og nr. 11 spiller playoff mod nr. to i Championship.
Med to sejre og to nederlag i Conference League-ligafasen har Hearts et point mere end os og ligger nr. 17 i tabellen, hvor vi er nr. 19 – og kravet er mindst en 24. plads, hvis man skal spille videre efter nytår.
Hearts-historien
Heart of Midlothian blev grundlagt i 1874 – to år før kontinentets ældste klub, KB – og er en af Skotlands ældste klubber, som i år fejrer 150 års jubilæum, samtidig med at Edinburgh fejrer byens 900 års jubilæum.
Hearts har kun vundet fire skotske mesterskaber, og de to første er fra slutningen af 1890’erne, hvor den skotske liga endnu var ny.
Der gik dog ikke lang tid, før de to store Glasgowklubber, Celtic og Rangers, satte sig tungt på den skotske fodboldtrone og vandt alle mesterskaber fra 1904 indtil 2. verdenskrig, på nær det Motherwell vandt i 1932.
Efter krigen fik flere klubber fingre i guldet, og til Hearts-fansenes rædsel vandt Hibernian tre titler fra 1948-52.
>> Læs også: Hearts-besøg i København i 1912 og 1914
Guldalderen
Men hjerterne begyndte snart at banke hurtigere under de bordeaux-farvede Hearts-trøjer, og når man i dag ser tilbage på klubbens 150-årige historie, er det ikke svært at udpege guldalderen i anden halvdel af 50’erne: bronze i 1956, sølv i 1957, guld i 1958, sølv i 1959 og guld i 1960 plus en Scottish Cup-triumf og tre ligacup-titler.
Siden 1960 har Hearts ikke vundet flere mesterskaber, men som du kan læse i denne Kilmarnock-artikel, så var Hearts meget, meget tæt på i 1965, men ”The Killies” snuppede titlen med de smallest mulige marginaler.
I 70’erne indledte Hearts en elevator-tilværelse med tre ned- og oprykninger, men fra midt-80’erne konsoliderede de sig igen i den bedste række og kunne flere gange kalde sig ”best of the rest”, når de blev nr. 2 eller 3 efter Celtic og Rangers.
Trange tider
Omkring årtusindskiftet havde Hearts tre tredjepladser på fem sæsoner, men løb siden ind i store økonomiske problemer, som i 2004 førte til, at ejerne – to lokale forretningsfolk – overvejede at sælge Tynecastle Park, klubbens hjemmebane siden 1886.
Det var ikke populært i fankredse, og da den russisk-litauiske forretningsmand Vladimir Romanov købte klubben i 2005, så lovede han ikke at sælge stadion. Men blandt meget andet lovede han vist også, at klubben skulle vinde Champions League, så man forstår godt, hvis der var en del skeptiske skotter.
Det viste sig også snart, at planerne ikke holdt, for Romanov styrede egenrådigt klubben mod afgrunden i en mere og mere turbulent og kaotisk periode. De fik stadig et par tredjepladser, men gælden voksede støt og roligt, og i 2011 var Romanov alligevel parat til at sælge Tynecastle Park, som han allerede havde stillet som garanti for store banklån.
I juni 2013 satte fodboldforbundet den gældstyngede klub under administration, og inden 13/14-sæsonen fik de en straf på 15 minuspoint, som sendte dem ned i Championship, og det var en ringe trøst, at bysbørnene fra Hibernian også rykkede ned…
Lys forude
Men der var lys forude, for i 2014 iværksatte forretningskvinden og IT-millionæren Ann Budge en redningsaktion sammen med The Foundation of Hearts, en fan-drevet non-profit organisation, som i nogle år havde kæmpet for at redde, hvad der kunne reddes.
Nu overtog de simpelthen klubben, som dermed blev den største fan-ejede klub i Storbritannien, og med Ann Budge som forperson bedrev klubben igen ansvarlig ledelse og kom på ret køl i et tæt samarbejde mellem fansene og den nye ledelse.
Sportsligt gik det også fremad igen, for Hearts vandt Championship i 14/15-sæsonen og rykkede op for næsen af Hibernian og Rangers FC, som kiksede playoff. (Rangers gik konkurs i 2012 og var stadig ved at kæmpe sig op gennem rækkerne fra det fjerdehøjeste niveau.)
Fan-ejet klub
I 2021 overdrog Ann Budge sin aktiemajoritet til The Foundation of Hearts, så klubben nu var Storbritanniens største fan-ejede klub. Det var også året, hvor Hearts igen vendte tilbage til Premiership efter et år i den næstbedste række, og hvor de siden er blevet nummer 3, 4 og 3.
76-årige Ann Budge er fortsat chairwoman og står i spidsen for Hearts-delegationen, der kommer til København. Efter den flotte genopretnings-strategi er der kommet mere ro på, men der er stadig masser af udfordringer, både økonomisk – det seneste regnskab viste et underskud på ca. 40 mio. danske kroner – og sportsligt, hvilket kan aflæses i ligatabellen.
I Conference League vil Hearts – ligesom os – nok sikre sig europæisk efter nytår, hvis de vinder på torsdag, og ellers har de en på papiret mere overkommelig opgave i sidste runde hjemme mod Petrocub. Moldoverne er tredjesidst i ligafasen med blot et point i fire kampe, som de i øvrigt stjal mod Istanbul Basaksehir med en udligning i 96. minut.
Manageren
Hearts fik ny manager den 15. oktober, hvor Neil Critchley blev ansat i stedet for Steven Naismith, der blev afskediget i september på grund af de dårlige resultater i sæsonstarten, hvor de nåede op på otte nederlag i træk i alle turneringer.
46-årige Critchley har en trænerbaggrund på Liverpools akademi og var en kort overgang også assistent for Steven Gerrard i Aston Villa, men har ellers han i to omgange været manager i Blackpool samt en kort periode i Queens Park Rangers.
Efter trænerskiftet har de bremset nederlagsstimen, for efter to point i de første otte ligakampe, har Critchley hentet 11 point i de otte kampe, hvor han har stået i spidsen.
Trods den svære sæson taber de sjældent stort (1-4 hjemme mod Celtic er undtagelsen) og har lukket færrest mål ind blandt de seks nederst placerede hold.
Hearts i Europa
Hearts spiller europæisk for tredje sæson i træk, og ligesom i 22/23 har de nået Conference League gruppespilet/ligafasen ved at tabe Europa League-playoff.
I 2022 blev de nummer tre i gruppen ved at slå lettiske RDS 2-1 og 2-0, men tabte de fire andre kampe til Fiorentina og Basaksehir med samlet 2-15.
Sidste sæson tabte de Conference League-playoff 1-2 og 0-4 til PAOK efter at have slået Rosenborg ud i Q3, og i denne sæson tabte de to gange 0-1 til Viktoria Plzen i Europa League-playoff.
I ligafasen lagde de ud med at slå Dinamo Minsk 2-1 og Omonia Nicosia 2-0, men tabte siden 0-2 hjemme til Heidenheim og senest 0-2 ude til Cercle Brugge, hvor Hearts ellers havde mange chancer og blandt brændte et straffe.
Truppen
41-årige Craig Gordon er ikke bare truppens alderspræsident, men har også stået fast i målet i efteråret.
Den bageste firebackkæde består normalt af backerne Daniel Oyegoke i højre og James Penrice i venstre. Senest spillede Stephen Kingsley venstre back, men udgik med en skade og er tvivlsom, og det samme gælder den ene faste centerforsvarer, Frankie Kent, som normalt spiller ved siden af australieren Kye Rowles. Senest blev Kent afløst af Craig Hackett.
Den defensive midt udgøres normalt af endnu en australier, Cammy Devlin, samt Malachi Boateng eller Beni Beningime, men sidstnævnte var også ude med en skade forleden.
På de offensive pladser springer anfører Lawrence Sharkland i øjnene, for dels starter han hver gang, og dels var han topscorer de to seneste sæsoner. Men i år har det knebet mere, og der er også meget mediesnak om hans kontraktudløb til sommer, men efter 12 kampes måltørke fik han omsider hul på bylden i lørdags med begge målene i 2-0-sejren over Dundee FC.
Her startede den kun 17-årige James Wilson helt på toppen, men får næppe chancen i Parken, hvor valget snarere står mellem Musa Drammeh, Blair Spittal, Alan Forrest, Yan Dhanda – og måske japaneren Yutaro Oda, som dog først lige er kommet tilbage fra en længere skadepause.