Indmarch i Parken

FCK-Hearts: Dagen derpå

Forrygende stemning i Parken
Selv om udnyttelsesprocenten på solgte pladser (primært sæsonkort og abonnement) var lavere end forventet, var 24.207 tilskuere alligevel vores næsthøjeste tilskuertal til en hjemmekamp i vores to Conference League-sæsoner. Kun overgået af 30.337 til 1/16-finalen mod PSV i 2022, hvor vi havde det vanvittige 4-4-resultat med fra den første kamp i Eindhoven.

Det flotte skotske fremmøde talte naturligvis godt med i går og selv om vi også vandt en klar sejr på tribunerne, så fik vi endnu en forrygende stemning på en europæisk aften i København - selvfølgelig størst på vores tribuner, der kvitterede fornemt for spillernes angrebsiver fra start til slut.

>> Vi spiller også europæisk efter nytår

Nedre C-tribunen
Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


Femte europæiske straffespark
Det var vores femte straffespark i Conference League i går, og det er det højeste antal, vi har haft i en europæisk sæson. Kevin Diks scorede på alle fem i disse kampe: hjemme Magpies, hjemme Kilmarnock, ude Betis, u Dinamo Minsk og hjemme Hearts.

To gange har vi fået fire straffespark i en europæisk sæson, men udnyttede ikke dem alle:

2008/09
FCK-Cliftonville 7-0 (Nordstrand brændte)
FC Moskva-FCK 1-2 (Nordstrand scorede)
FCK-St. Etienne 1-3 (Nordstrand brændte og Santin scorede)

2021-22
FCK-Torpedo Zhodino 4-1 (Wind scorede)
Lokomotiv Plovdiv-FCK 1-1 (Wilczek brændte)
Slovan Bratislava-FCK 1-3 (Wind scorede)
FCK-Lincoln Red Imps 3-1 (Wind scorede)

Kevin Diks
Kevin Diks - fem ud af fem i Europa. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Seneste første udskiftning
I går skiftede vi ud første gang i 81. minut, da Lukas Lerager og Victor Froholdt afløste William Clem og Robert Silva. Det er første gang i efterårets 31 kampe, at vores første udskiftning falder så sent.

At den oven i købet skete i en hjemmekamp er atypisk, for hidtil var 64. minut det seneste, hvor vi foretog vores første udskiftning i Parken.

I seks udekampe har vi ventet længere med den første udskiftning, og længst ventede vi i udekampen mod FC Midtjylland (73. minut).

>> Læs referat af kampen her
 

Hearts-reaktioner
“De var bedre og fortjente at vinde,” understregede manager Neil Critchley. “De havde bolden meget, men kom ikke til så mange målchancer.

Han var dog ikke enig i, at Amin Chiakha skulle have haft straffespark et kvarter før tid, og det ærgrede ham, at de dermed ikke kunne sætte en slutspurt ind.

Hearts røg med nederlaget ud af Top 24, men har stadig chancen, hvis de slår Petrocub i deres sidste hjemmekamp.

“Nu har vi tabt tre i træk efter to sejre i starten, og følelsen havde selvfølgelig været anderledes, hvis vi havde tabt de tre første og vundet de to sidste.”

Det forstår vi udmærket, for vi har det lige omvendt!


Amin Chiakha - Carlsberg Man of the Match
Amin Chiakha løb for anden gang i sæsonen med prisen som Carlsberg Man of the Match.  Han vandt også til Basaksehir-kampen, hvor han jo kom ind og scorede to gange. I går “nøjedes” han med ét mål og et fremtvunget straffespark, men det rakte rigeligt til ca. halvdelen af stemmerne - foran Kevin Diks og Mohamed Elyounoussi.

Den 18-årige angriber har nu lavet fire mål i 11 kampe, og det var tredje gang i sæsonen, at han startede inde.

Amin Chiakha

 

Kampstatistik

Kampstatistik