Oliver Højer forlænger kontrakten til 2029

Oliver Højer forlænger sin kontrakt til 2029

Oliver Højer fejrer sin 18-års fødselsdag ved at sætte sin underskrift på en ny aftale, der løber helt frem til sommeren 2029. 
 
Stortalentet rykkede allerede i sommer op i førsteholdstruppen, hvor det indtil videre er blevet til seks kampe for F.C. Københavns førstehold.

Sune: Oliver er en FCK-dreng med stort potentiale
Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen fortæller om aftalen:

”Oliver er et talent af international kaliber. Vi har lagt en god plan sammen med Oliver, og vi har en stor tro på, at han bliver en stor profil på vores førstehold,” siger Sune Smith-Nielsen.

“Vi er meget glade for, at Oliver har valgt at skrive under på en lang aftale med os. Det er altid en helt særlig følelse, når en af vores egne bryder igennem."

"Oliver er ikke bare vokset op i FCK-regi, han har simpelthen trådt sine første fodboldstøvler hos KB Micro og har nu bevæget sig helt op til førsteholdet. Det er fantastisk.”

Oliver Højer forlænger kontrakten til 2029

 
Oliver Højer: Der skal arbejdes hårdt
”Det seneste halve år har på mange måder været helt surrealistisk for mig, og jeg er så stolt af, at min drøm er gået i opfyldelse."

"Det har krævet masser af tålmodighed og hårdt arbejde, men jeg har også fået opbakning og støtte hele vejen rundt. Det betyder meget for, at jeg står her i dag.”

”Jeg er superglad for at skrive under på en lang aftale. Det giver ro, og jeg har nu fuld fokus på min videre udvikling og de næste skridt. Jeg skal blive mere stabil i mine præstationer og fortsat vænne mig til, at det hele bare går hurtigere på højeste niveau.”

”Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg næsten er vokset op i F.C. København. Hele familien har en historik i klubben, og derfor føles det ligesom at være hjemme. Jeg føler, at jeg hører til her, og nu skal den have én over nakken. Jeg er sulten efter mere, og der skal arbejdes hårdt,” fortæller den 18-årige Højer.

Oliver Højer forlænger kontrakten til 2029


Neestrup: Oliver har et godt blik for spillet
Cheftræner Jacob Neestrup glæder sig over, at Oliver Højers aftale er på plads lang tid ud i fremtiden.

”Det er godt, at vi sammen med Oliver nu kan se langt ud i fremtiden, og jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at se meget mere til ham. Han er en dygtig, dynamisk midtbanespiller med et godt blik for spillet og nogle gode afslutningsfærdigheder.”

”Nu skal han i samarbejde med stab og holdkammerater tage de næste skridt ind i seniorverdenen og bygge på det potentiale og den kvalitet, vi har set fra ham gennem alle de år, han har været i FCK Talent. Det glæder vi os til,” fortæller Jacob Neestrup.