Frank Mathiesen fylder 80 år

Tillykke til Frank Mathiesen, F.C. Københavns første sportsdirektør, som i dag fylder 80 år.

Frank er en ægte B1903’er, hvor han spillede som aktiv og debuterede allerede som ynglingespiller i efteråret 1963 i en 2-2-kamp mod Brønshøj i Københavns Idrætspark. 

I øvrigt med Franks far, Simon Mathiesen, som træner. Faren var selv en stor B1903-profil som aktiv spiller, ligesom onklen Børge Mathiesen, der opnåede 11 A-landskampe for Danmark i årene før og efter 2. verdenskrig.

I 1986 blev Frank Mathiesen ansat som sportsdirektør i B1903 og var en af de drivende kræfter i etableringen af F.C. København.

Han fortsatte som sportsdirektør i F.C. København og var med til at vinde guld i 1992/93 og sølv i 1993/94, og i 1995 forlod han klubben og fortsatte som spilleragent.