
Neestrup: 2. halvleg langt fra godt nok
Cheftræner Jacob Neestrup var selvsagt en skuffet mand efter søndagens 3-2-nederlag i Viborg:
"Det er selvfølgelig ekstremt skuffende. Vi kommer dårligt ud til 2. halvleg efter en meget kontrolleret 1. halvleg. Vi er ekstremt passive i åbningen af 2. halvleg, hvor de reducerer til 2-1. Det må ikke ske, at vi bliver spillet så nemt rundt om, og vi inviterer dem nærmest til at spille og løbe ind i feltet. Og så forsvarer vi dårligt på to hjørnespark. Så bliver det meget svært derfra, selvom vi har et par muligheder for at udligne - men 2. halvleg er langt, langt, langt fra godt nok."
"I dag handler det ikke om, at vi ikke skaber nok chancer - for det gør vi. Men den soliditet, vi egentlig har haft siden transfervinduet lukkede, var væk i 2. halvleg i dag."
"Vi har ellers fået vores advarsler i år, når vi har været foran. Og det er fair nok, at de kan score på en kommunikationsfejl i Randers, men det er ikke okay, at vi kommer ud og er så passive på et tidspunkt, hvor vi allermest behøver at vise, at vi sætter os på den her kamp og ikke giver noget ved dørene. Og derfor taber vi. Jeg er skuffet, ked af det og ærgerlig over, at vi i en så vigtig kamp, som det er, kommer ud på den måde til de sidste 45 minutter."