Thomas Delaney

Delaney - kort og godt

"Det var det sidste, der var tilbage i tanken," smilede Thomas Delaney, som definitivt afgjorde AGF-kampen med sit 3-1-mål i femte tillægsminut - i hans første hele kamp siden AaB-udekampen den 2. marts.

Undervejs fik han en advarsel, så hans næste advarsel udløser karantæne, og det er vel kun et spørgsmål om tid, hvis man skal tro Delaney.

Det kom i hvert fald ikke helt bag på ham, at gårsdagens gule kort gjorde ham historisk, da han nu har flest FCK-advarsler af alle med i alt 61.

"Det har vist været længe undervejs... jeg har altid fået mange," indrømmede Delaney, der fra 12/13 til 15/16 i snit fik 9-10 gule kort pr. sæson.

"Engang da jeg var lidt yngre, røg jeg op på kontoret til CV (vores daværende sportsdirektør, red.) og fik at vide, at nu måtte det simpelthen stoppe. Jeg er blevet bedre, men med min spillestil og mine mange kampe, så var det kun et spørgsmål om tid."

Kun røde kort i Spanien
Det var hans FCK-kamp nr. 280, så han nærmer sig Top 5, men har endnu langt til rekordholder William Kvist, som har 425 kampe - og indtil i går havde lige så mange advarsler som Delaney. Ingen af dem er dog blevet udvist i FCK-trøjen.

"Nej, jeg har kun fået røde kort i Spanien," husker Delaney, som blev udvist to gange i sine 47 Sevilla-kampe. Begge gange for to advarsler i samme kamp mod henholdsvis Dinamo Zagreb og Espanyol, så altså ingen direkte røde kort.

På vej mod 500 klubkampe
Ud over F.C. København og Sevilla har Delaney også repræsenteret Dortmund, Werder Bremen, Anderlecht og Hoffenheim og nærmer sig sin officielle klubkamp nr. 500.

I går var nr. 495, så selv med en karantænedag kan han nå det i denne sæson, hvor vi mangler seks kampe - og forhåbentlig også en syvende i form af pokalfinalen!
 

Kilder: fck.dk, nipserstat.dk og transfermarkt.com