1-0 over Kolding IF
Et mål af Robert Silva seks minutter efter pausen blev kampens eneste, da F.C. København kvalificerede sig til forårets pokalsemifinaler.
F.C. København leverede en 1. halvleg under niveau, for selv om vi havde bolden mest, så gik det ofte for langsomt og upræcist, og vi havde svært ved at spille os ud af Koldings høje pres, som var forudsigeligt, men dygtigt eksekveret.
Halvlegen bød ikke på de store chancer, men både Casper Jørgensen og Magnus Mattsson tvang modstanderens keeper ud og flyve for at vifte langskud til hjørne, og William Vesth og Munashe Garananga havde også udmærkede forsøg, der henholdsvis blev blokeret og gik forbi.
Seks minutter efter pausen faldt det, der viste sig at blive kampens mål, da Robert løb fri i feltet på et Cornelius-hovedstød, holdt en forsvarer væk og sparkede bolden fladt ind under Lennart Moser.
Kolding kæmpede fortsat for en scoring, og et kvarter før tid var indskiftede Abdoulie Njai tæt på med en dobbeltchance, men Nathan Trott reddede begge hans afslutninger og sikrede endnu et clean sheet.
Dermed er endnu en målsætning opfyldt med kvalifikationen til forårets semifinaler, og det blev overværet af 14.005 tilskuere i Parken.
Carlsberg Man of the Match
Robert blev igen en sikker vinder af fansenes afstemning om Carlsberg Man of the Match med ca. 55 % af stemmerne.
Lodtrækning mandag
Der trækkes lod til semifinalerne mandag aften, når AaB og Silkeborg har spillet den sidste kvartfinale, og terminen for semifinalerne er 30.april-1. maj og 7.-8. maj.